// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Carl-Christian Okking: Drenge græder ikke
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Ungdomsroman

Carl-Christian Okking: Drenge græder ikke

Skrevet af den 20. maj 2024 – 05:10Ingen kommentarer

Drenge græder ikke er Carl-Christian Okkings debutroman, der undersøger, hvor langt man må gå for at være en del af et fodboldhold – med fare for at miste sig selv. Hvor meget kan og vil man gå på kompromis med sine værdier?

Forfatteren er født i 2001 og kender til den verden, han skriver om. Han spillede nemlig fra 2017-2019 fodbold for EfB Akademi – Esbjergs ungdomselite. Jeg er mor til drenge på henholdsvis 15 og 19 år. De spiller begge fodbold for sjov på hobby-niveau og har løbende sagt farvel til klubvenner, der skulle videre til andre klubber i forbindelse med talentudvikling og jeg følger med i den danske superliga.

17 årige AP flytter fra sin barndomsby, venner og tidligere kæreste til Esbjerg for at gå på gymnasiet, følge sine fodbolddrømme og bo på kollegie tæt på stadium. I starten er det spændende og nyt. En kæmpe drøm er gået i opfyldelse! Det varer dog ikke længe før han savner det han kender i takt med, at der er drenge på holdet, der ikke trives. Hvem vender man sig mod, når tvivlen og usikkerheden melder sig?

Drenge græder ikke er en roman om at kaste op før en kamp, om at være splittet mellem det der var (venner fx) og det der venter og om at blive ydmyget og hånet af trænere og holdkammerater. Det er derfor også en roman, der kaster lys på noget af den syge kultur der er i fodboldmiljøer med talentudvikling.

For mig rummer bogen lidt for lange detaljerede beskrivelser af træning og kampe med ord og begreber jeg ikke kender. Måske vil den fodboldspillende læser føle sig mere hjemme og skimmelæse mindre end mig.

Romanen starter noget langsomt, vi skal møde hans gamle verden for at forstå kontrasten til den nye. Men lige så uspændende romanen er til at starte med, lige så spændende og tempofyldt er den sidste halvdel, hvor konflikter opstår og AP´s værdier og loyalitet testes af.

Drenge græder ikke anbefales til fodboldinteresserede, der også er optaget af det der sker mellem kampene i omklædningsrummet, til træning, til fester mv. Romanen er skrevet i et frisk ungt sprog med referencer til samtidens musik og appellerer derfor særligt til unge læsere. Måske giver jeg bogen til min 15 årige søn.

Jeg kan også anbefale romanen Mestrene af Malte Tellerup, der udkom i slutningen af 2023. Den handler om dansk talentudvikling indenfor håndbold.

Carl-Christian Okking, Drenge græder ikke, Grønningen1, April 2024, 300 sider.

Der er lukket for kommentarer.