Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg skal anmelde denne roman. Skal jeg skrive om handlingen – to umage mennesker med hver deres bagage mødes til et kursus i oldgræsk. Skal jeg skrive om sproget, der er meget Han Kangsk? Skal jeg fortælle, at det er lidt en vaklende roman eller at det bestemt ikke er Han Kangs bedste?

Eller er det ok, at jeg er ærlig og fortæller, at jeg har svært ved at abstrahere fra at Platons idélære er oversat fra engelsk, og at oversætteren derfor bruger ordet Former (med stort) og ikke ideer. (På engelsk hedder det Theory of Forms, mens vi på dansk taler om Platons idélære).

Nuvel, Lektioner i græsk er svær at overskue, meget fordybet i sproget som redskab til erkendelse af virkeligheden (sic!) og vores medmennesker. En næsten blind mand og en stum kvinde der begge er ensomme mødes over en fælles interesse for et uddødt sprog.

Det viser sig, at de har en fælles rodløshed, fordi de begge har oplevet som børn at måtte forlade deres koreanske hjemland sammen med deres forældre for at vokse op i Tyskland, langt væk fra det sprog og den kultur de ellers er født til. Tosprogethed og tokulturelhed kan give det bedste fra to verdener – eller det kan give et stort ar i sjælen, hvor båndene blev revet over engang. I Lektioner i græsk forsøger vores to hovedpersoner at lindre smerten ved at dykke ned i det mest ureuropæiske overhovedet – oldgræsk.

Desværre bliver det lidt rodet, og jeg er egentligt lidt skuffet over denne roman. Jeg har ellers været begejstret for Han Kangs forfatterskab, både Levende og døde, Vegetaren og Hvid, og hun skriver jo smukt. Men her bliver det distanceret og nok en smule fortænkt, og romanen rør mig faktisk ikke.

Han Kang: Lektioner i græsk. 276 sider, Gads forlag. Oversat af Ninna Brenøe, udkom 22. marts 2024