Rebecca Yarros: Iron Flame
Første bind af Empyrian-serien blev en kæmpesucces, og nu er Violet og hendes drager tilbage i bind to. Vi starter igen på krigerakademiet Basgiath, hvor unge med livet som indsats lærer at ride på drager og slås, så de kan forsvare Navarres grænser mod fjenderne uden for.
Men intet er som det var. Violet og de andre unge kadetter fortsætter oplæringen på det vanskelige andet år, mens deres ældre delingskammerater er draget til fronten for at kæmpe en krig, der i stigende grad ser ikke bare håbløs men også uretfærdig ud.
Der er altså lagt i støbeskeen til endnu et hæsblæsende år for Violet, hendes venner og kæreste. Og lad mig sige det kort (og uden at afsløre for meget af handlingen): det er simpelt hen fremragende historiefortælling og vanvittigt underholdende. De 862 sider flyver afsted, for her er både krig og kærlighed, sex og vold i rå mængder, og ikke mindst drager.
Her i bind to er der kommet lidt flere facetter på (nogle af) de mennesker, der lægger fælder i vejen for Violet i hendes forsøg på at komme overens med både hendes kæreste, de mange hemmeligheder på akademiet og i hendes familie – for slet ikke at tale om den ydre fjende, der truer ikke bare krigerakademiet og hjemlandet Navarre, men også selve dragernes eksistens.
Det er fantasy for (næsten) voksne og bestemt ikke for svage sjæle, for her er ingen puttenuttethed og Yarros pakker hverken sine karakterer eller sine læsere ind i vat – vi er på Game of Thrones niveau, om ikke værre. Til gengæld er det underholdning på topplan og Empyrian-seriens popularitet er helt fortjent.
Så læg sadlen på og gør dig klar til at flyve ud over bjergene og møde fjenden sammen med Violet, Rih, Xaden og deres drager – men du skal helt bestemt have læst bind 1 først. Det er ikke en af de serier, hvor man kan hoppe på undervejs.
Rebecca Yarros: Iron Flame. 862 sider, Hr. Ferdinand. Oversat af Julie Rosendahl og Nanna Lund, udkom 23. november 2023