Jakob Tøtrup Kjærsgaard: Den røde brænding
Den 6. juni var det 75 år siden, at soldater fra blandt andet Storbritannien, USA, Canada og Australien blev sat i land på nordfranske strande. De kæmpede indædt for at få skabt et brohoved, der kunne give de allierede styrker et afsæt i kampene frem mod Tyskland. Russerne maste sig frem fra øst mod vest, og målet var klart. Når de allierede og russerne mødtes, ville Nazityskland være knust.
Der var danskere med på de allieredes side. En var spion og med i vildledningen af tyskerne op til landgangen i Normandiet. Nogle blev kastet ud i faldskærm. Andre skød og bombede fra luften. På skibene holdt danskere øje med ubåde, mens deres landsmænd kæmpede på strandene og fra hus til hus i franske, hollandske og tyske byer.
I anledning af jubilæet har Turbine udgivet en imponerende fortælling om nogle af disse skæbner. Forfatteren, der er cand.mag. i historie og ansat ved det militærhistoriske rejsebureau Cultours, har gravet dybt i arkiverne, læst personlige breve og dagbogsoptegnelser og interviewet familiemedlemmer, veteraner og eksperter.
Man får hele historien med, idet vi starter ved tyskernes besættelse af Danmark. Besættelsen tænder en brand, ikke bare herhjemme, men også blandt danskere i udlandet og danske sømænd på verdenshavene. Mange vil gøre noget, kæmpe for fædrelandet og om nødvendigt sætte livet på spil. Det er der flere, der gør, og afdøde danske soldater og sejlere ligger i dag på kirkegårde i Nordeuropa.
Der var danske soldater med helt i front, også der hvor det gik aller hårdest til. Poul Egon Pedersen var en af dem. Han rykkede ind på Omaha-stranden, hvor amerikanske soldater blev massakreret. Det var helvede på jord, som man vil vide, hvis man har set filmen ’Saving Private Ryan’. Pedersen var med i anden bølge af soldater og var som ingeniør med til at rydde området for tyskernes forhindringer, mens kugler og granater føg om ørerne. Fra flagskibet USS Augusta kunne en anden dansker, Svend A. Petersen, følge kampene, mens skibets kanoner beskød de tyske stillinger. Ombord på selvsamme båd befandt den amerikanske generalløjtnant Omar Bradley sig. Han var ansvarlig for de to amerikanske angreb på D-dag og var tæt på at kalde sine tropper tilbage på grund af den hårde tyske modstand.
I fem selvstændige kapitler får vi historierne om angrebene i de fem landgangssektorer, altså de strande, hvor de mange soldater blev sat i land. Knap 7.000 skibe deltog, flere end 130.000 soldater var med ombord, mens andre cirka 23.000 sprang i faldskærm fra cirka 1.000 transportfly. Efter kaotiske slag og mange tusinde døde, lykkedes det de allierede styrker at få fodfæste, og herefter venter en række hårde slag i marchen frem mod Tysklands endelige kapitulation.
Bogen slutter ved Tysklands kapitulation og med den hverdag, som de danske soldater og sømænd nu skulle til at leve sig ind i. Det var ikke lige nemt for alle, for krig efterlader selvfølgelig sår, fysisk og psykisk. Som det hedder lakonisk om Jens Jensen, der både kæmpede Normandiet og senere med amerikanerne i Burma: ’Da han kom tilbage til Danmark i 1946, havde han rang af kaptajn. Han levede isoleret på en gård resten af sit liv, langt væk fra krigens rædsler’.
Ud over de velfortalte og spændende beretninger, er bogen er flot illustreret med historiske billeder samt flere nutidsfotos fra mange af de steder, der dannede ramme om de voldsomme kampe. ’Den røde brænding’ er en særdeles vellykket bog og flot markering af D-dags jubilæet.
Jakob Tøtrup Kjærsgaard: Den røde brænding. Turbine, 321 sider, 2019.