“Jeg var tretten år og kendte ikke længere den anden mor.”

Vi er i Italien i starten/midten af 1970´erne. Bogens fortæller befinder sig dog et sted som voksen i fremtiden og tænker tilbage til dengang. Dengang hvor hun blev leveret tilbage (alene ordvalget!) til sine biologiske forældre efter at have boet hos et andet par i 13 år.

Da hun var blot få måneder gammel, blev hun givet til et forældreløst par i byen en times kørsel fra hendes biologiske forældre, der allerede dengang havde for mange munde et mætte. Pludselig en dag som 13 årig, efter en periode hvor hendes mor har været syg, bliver hun kørt tilbage til sine biologiske forældre på landet. Vi ved ikke hvorfor. End ikke pigen får en forklaring.

Det er de store kontraster den 13 årige pige konfronteres med. Fra det store hus ved havet til den tætte lejlighed på landet. Fra en tilværelse som alenebarn til en tilværelse med flere søskende og et værelse der skal deles med både en søster og flere brødre. Fra is ved stranden og spadsereture til rift om de daglige måltider. Men hun piver ikke. Hun længes og hun undrer sig, med god grund. Men bevarer på en helt utrolig måde fatningen.

Men det er heller ikke kun fattigdom og elendighed hun møder. Hun får nye søskende, og hun knytter sig især til den 3 år yngre Adriana. Forholdet til hende rummer stor ømhed og er ganske fint beskrevet.

Med temaer som savn, svigt, vold, kærlighed mellem søskende, og stærke venskaber gør romanen stor indtryk på sin læser. Jeg er i hvert fald ret så begejstret!

Pigen de sendte tilbage er virkelig en fin roman! Jeg har læst flere romaner på dansk af italienske forfattere, som i stilen har været lidt svære at læse. Men denne bog er ikke spor svær at læse og jeg var hurtigt suget ind i den vedkommende og spændende fortælling. Romanen får mine varmeste anbefalinger. En roman til dig der gerne læser om relationer mellem forældre og børn.

Donatella Di Pietrantonio, Pigen de sendte tilbage, C&K forlag / Politikens forlag, 216 sider, Oversat af Birgitte Grundtvig Huber, Marts 2019.