Kigger ned falder op er en smukt fortalt fortælling om at være barn af en alvorlig syg mor. Efter endt læsning sad jeg stille i sofaen og sendte tanker ud til alle de børn, der netop nu lever med uvisheden og utrygheden over at have en alvorligt syg forælder. Romanen er til de større børn, men voksne kan sagtens få en rigtig god læseoplevelse ud af det også.

“Skoletasken hænger træt og nedtrykt på min ryg”. Enkelt og fint. Som læsere forstår vi godt, at det ikke er skoletasken, men fortælleren Ida, der er træt og nedtrykt. Der er noget håndgribeligt og poetisk over det, når Ida eksternaliserer sine følelser.

I det hele taget er der noget særligt fint over den sparsomme tekst, der på nogle af siderne kun fylder nogle linjer. Fx. som her “Nogen har beskåret træerne på den anden side af gaden, mens vi har været væk. De ser nøgne ud selvom knopperne sitrer, lysegrønne, klar til at folde sig ud. De giver mig lyst til at græde.”

Håbet om at mor nok skal klare det, og frygten for at mor ikke klarer det, går hånd i hånd. Tiden går i stå den dag far fortæller om mors sygdom. Og går ligesom først for alvor i gang igen i september. Det er netop månederne fra april til september, der er rammen for den fine korte roman. Vi møder bedsteveninden Trine, der taler meget, griner for højt og stiller for mange spørgsmål. Og vi møder den nye ven Johan, der som Ida kan lide at klatre og skate. Sammen med ham glemmer hun næsten, at mor er syg.

Kigger ned falder op får mine varmeste anbefalinger. En stor fortælling fortalt med få ord. Meget meget fint! Mere af det!

Liv Ea har gået på forfatterskolen for børnelitteratur. Hun er født i 1999 og har selv oplevet at have sygdom i familien inde på livet.

Liv Ea, Kigger ned falder op, Forlag Jensen & Dalgaard, 148 sider, Oktober 2018.