Erotisk krimi. Det er betegnelsen for en genre, der breder sig hastigt i forlagsbranchen – med udspring i Skandinavien. Nu er det jo ikke sådan, at der aldrig tidligere er skrevet en erotisk krimi, eller – nok oftere – at gode fortællinger – krimier eller andre – har haft sekvenser med erotik. Men når du direkte betegner genren som erotisk krimi, så forærer du også læserne en vis forventning om, at de i løbet af fortællingen bliver præsenteret for nogle ganske hede og tæt beskrevede seksuelle øjeblikke. Her skuffer ”Dødeligt begær” ikke.

Jeg har altid været en slags ’skidt for sig og snot for sig’ slags læser. Derfor er det ikke de store forventninger, jeg kan prale af at have mønstret op til, at jeg åbnede denne bog. Men nu er jeg ganske god til at danne mig billeder af det, jeg læser, og efter at have nydt et hav af de så populære svenske krimier på tv, så var det ikke svært for mig at fremkalde de indre billeder af Susanne Ahlenius’ først bind i denne trilogi.

Når jeg samtidig tænker på, at Susanne Ahlenius er debutant på forfatterscenen, så må jeg sige, at egentlig er ganske imponeret. Erotik eller ej – den er i øvrigt fornuftigt sparsom – så bliver jeg revet med af handlingen og får lyst til at læse videre og se, hvad der sker.

I al sin enkelthed handler den om Alice, en ung kvindelig opdager hos Rikskriminalen i Stockholm. Hun bliver sendt til London for at hjælpe Scotland Yard med at løse en sag, hvor en seriemorder er løs. Et af ofrene er en svensk pige, der blandt andet er blevet seksuelt mishandlet. Men det varer ikke længe, før Alice selv er viklet mere ind i begivenhederne, end hun selv troede.

Når jeg siger, at erotikken er ’fornuftigt sparsom’, så mener jeg, at den ikke ødelægger spændingen eller handlingen, og at den ikke føles malplaceret eller irrelevant, når den er der. Ud over det, så er de erotiske elementer heller ikke forstyrrende lange. De er lagt i sekvenser, hvor erotikken er mere detaljeret beskrevet end kærlighedsromancer, og de virker overraskende realistiske. Jo jo, kvinderne er smukke, og mændene er lækre, men selvom de er lidt drømmende, så er de ikke hentet fra helt andre universer, om man så må sige.

Det let ødelæggende ved de erotiske elementer er, at der som sagt også bliver skabt en forventning om, at de med mellemrum skal være der. Det betyder, at der kommer nogle ophold i handlingen, som forfatteren er nødt til at være opmærksom på. Og det lader til, at Susanne Ahlenius har ganske godt styr på den del.

Alt i alt synes jeg, handlingen var ganske fængende, og erotikken er ikke malplaceret eller overdrevet og til tider endda let pirrende. Ahlenius’ anden bog i trilogien udkom i hendes hjemland, Sverige, i maj 2016, hvorimod den sidste del udkommer i 2018. Det er svært for mig at sige, jeg vil være med på hele rejsen, for jeg mener selv, den i højere grad er rettet mod et kvindeligt publikum. Men nu får vi se. Den første skræmte mig på ingen måde.

Dødeligt begær, Susanne Ahlenius, Hoi Forlag, 2017, 304 sider