Christopher Priest: Tidsparken
Tidsparken er en samling tekster, der har rigtigt meget på sinde. Der er meget, Christopher Priest gerne vil fortælle, og tit er det med en løftet pegefinger. Enten som en advarsel eller som en kritik af, hvad han ser i samfundet. Historierne holder sig omkring samfundskritik og psykologiske problematikker, i både større og mindre grad.
Novellen Tidsparken deler titel med bogen, men den er ikke umiddelbart min favorit blandt fortællingerne. Alligevel synes den at have et centralt tema, der går igen. Skæbnen. I en novellesamling, hvor tidsrejser og selvbevidsthed er gengangere, er det svært ikke at stille det spørgsmål, enten til sig selv eller til karaktererne i bogen: Er der en skæbne? Skaber vi den selv, eller er vores vej forudbestemt?
Der er ingen tvivl om, at Priest er dygtig til at opbygge et plot og strukturere sine historier. Denne bog er en opsamling af ti af hans noveller, der er skrevet over en periode på 38 år.
Selvom den tidligste novelle i samlingen blev udgivet første gang i 1971, så er emnerne aldeles aktuelle og yderst interessante.
I Mænd af god værdi fra 1975 møder vi forfatteren Chris Priest, der bliver shanghajet til en tv-dokumentar. Men produktionen af indslaget er noget mere farvet og præget af censur, end Priest var klar over. Desuden har regeringen forbudt farve-udsendelser og indført en partiskhedsaftale, der motiverer kraftigt politiske tv-udsendelser. Vi ser også mere kritik af tv-produktion i Hovedet og hånden, der tager reality-konceptet og intensiverer det. Samtidig, eller i højere grad, sætter Priest et udråbstegn ved vores konstante higen efter selviscenesættelse; og man sidder tilbage med spørgsmålet: Hvor meget er vi villige til at gøre for at blive set og hørt?
Psykologien spiller nemlig en stor rolle for Priest i denne bog. Eller lad mig hellere sige, at hovedpersonernes psykologiske status har stor vægtning fra Priests side. Deres adfærd og deres udvikling er hele tiden i fokus i denne noget alsidige novellesamling.
Jeg siger alsidig, fordi emnerne spreder sig utroligt meget, men det er vel også kun naturligt, når der som nævnt er 38 år mellem, den første og sidste blev skrevet.
I en af de senere noveller, Oprydning, er et mere nutidigt tema, hvor flere af de andre temaer er mere tidløse. Stalking er et aktuelt fænomen, hvilket kan ses i, at vi i Danmark først fik en lovgivning, der tager sig af stalkingfænomenet i 2012, fire år efter denne novelle. I novellen her mærker vi fra start til slut, hvor nervepirrende det kan være at føle sig forfulgt og ikke vide, hvornår man kan føle sig sikker.
Alt i alt er det en interessant novellesamling, som får os til at tænke og måske sætte et spørgsmålstegn. Og det er jo ikke det værste, der kan ske. Eller læs den blot som hyggelæsning.
Christopher Priest: Tidsparken, 2017, Science Fiction Cirklen, 252 sider.