Christian Kaarup Baron: Happy Nation
I en ikke så fjern fremtid, 2054, er virtual reality og hjerneimplantater hverdag i Danmark. Da en ældre herre, diagnosticeret med terminal kræft, findes myrdet på et hotelværelse på Bella Sky, undersøger den dansk-kurdiske vicepolitikommissær Kobani og hans team hvorfor. Et af vidnerne i sagen indlægges på grund af problemer med sit implantat, og nu tyder noget på, at chipsene kan hackes.
Happy Nation er ifølge omslaget En intellektuel science fiction-krimi. Og det er da også lige, hvad den er – og så lidt til. For udover fremtidsteknologi, mord og politimænd byder bogen også på internationale konspirationsteorier (dam dam daaam) og alt hvad der medfølger af forseglede dokumenter, tavshedspligt og frustrationer for det lokale politi. Når omslaget lover, at den er intellektuel, er det også helt korrekt. Man skal holde tungen lige i munden for at følge med Christian Kaarup Baron.
Historien udfolder sig gennem vicepolitikommissær Kobani, den lille pige, Poppy, der for nyligt har mistet sin far og den mystiske Mand med Falske Glasøjne. De ”kun” tre vinkler, kunne måske indikere et simpelt plot med et overskueligt persongalleri, men lad jer ikke narre, der er mere end rigeligt at holde styr på. Romanen byder også på uddrag fra en del artikler af virkelige personer, de er bare ikke alle sammen blevet skrevet endnu. Man kan eksempelvis læse uddrag fra En hackers samvittighed af Loyd Blankenship AKA The Mentor (1986) men også Den usynlige kontrol af Slavoj Zizek (2023).
Bipersonerne flød en smule sammen for mig, ikke mindst fordi flere benytter dæknavne. Jeg anbefaler, at man læser de ca. 270 sider, så hurtigt man kan, uden for store ophold. Barons gådefulde bog er nemlig på én gang stille og kaotisk. Den er uhyre velskrevet og viser, at Baron ikke bare er en intelligent forfatter, men også en gedigen håndværker, bogsmed om man vil, der kræver lidt af sine læsere. Selv sider jeg klart med trangen til at læse Happy Nation igen, så jeg kan være sikker på, jeg har fået det hele med.
Kobani, der er vores protagonist, er en af de bedste hovedpersoner, jeg har læst i dansk fiktion. Han er en moderat muslim, med en ung gravid konvertitkone. Han kæmper for informationsfrihed og for at finde en morder, og samtidigt for sit forhold og med sine egne personlige mangler. Vigtigst af alt er han helstøbt og særegen. Jeg tror på Kobani! Han er ikke den gængse midaldrende, halvfordrukne, skilsmissemand som krimierne har samlebåndsproduceret alt for længe. Det er første gang, jeg læser hans type, så jeg skal lære ham at kende helt fra bunden. Det er skidegod læsning!
Klimakatastrofen har sat sine spor i den vestlige verden. Vi er hærget af storme og stigende vandstande, og det lader til, at den grønne dagsorden endelig er taget i brug. Dét er i hvert fald den grønne retorik. Jeg indrømmer, at jeg jublede indvendigt, da jeg læste Barons lille stikpille til klimaskeptikeren Lomborg. I det hele taget er den del af bogens univers, som behandler klima og CO2, både uhyggelig vigtig at få med, og gør samtidigt Barons bud på fremtiden mere pålidelig end mange andres.
I sidste ende handler Happy Nation om teknologi, sikkerhed og den frie vilje – intet mindre. Kan man vælge hjerneimplantatet fra, når alle andre allerede har det, og hele samfundet er indrettet til det? Problemet kan sammenlignes, og bliver det, med smartphones og internettet i dag. Det siges, at ingen tvinger os til at bruge det, men det er uendeligt meget mere besværligt at lade være, og der medfølger et socialt stigma til dem, der holder sig tilbage fra fremskridtet. Vi ved at vores computer kan blive hacket, selv de store, rige virksomheder er ikke fritaget for den slags, men de fleste af os bruger det, naturligvis, alligevel. Opvejer fordelene ulemperne?
Min begejstring for romanen skyldes ikke mindst at Baron ikke bare har skrevet et maskinstormermanifest. Han er ikke bleg for at beskrive teknologiens fordele, side om side med problemerne. Han overlader det til læseren selv at tage stilling. Hans hjerneimplantat kan for eksempel regulere kroppens insulin, og udrydder således på det nærmeste sukkersyge. Det han sætter spørgsmålstegn ved er, hvordan er det etisk at bruge det? Er vi reflekterede nok? Eller følger vi blindt et fremskridt, vi for længst har mistet overblik og kontrol over?
Som noget af det første refereres der til Svend Aage Madsen, og det er da også hans forfatterskab, jeg associerer til, når jeg læser Happy Nation. Hvis det ikke er anbefaling nok, er der intet, der er.
Christian Kaarup Baron, Happy Nation, Science Fiction Cirklen, maj 2017, 271 sider