Ivan Isaenko vokser op på Hospitalet for Alvorligt Syge Børn i Mazyr, og syg det er han. Han er offer for Tjernobylkatastrofen, og er født med en enkelt arm med kun tre fingre på, manglende mimik i ansigtet og ingen ben andet end et par stumper.

Han er 17 år, og hele hans liv foregår på hospitalet, hvor han lever sammen med andre børn. De er lige som ham meget syge, hvad enten det er mentalt eller skyldes alvorlige fysiske mangler som deformiteter eller hul i hjertet. Der er ikke meget at foretage sig på hospitalet, hvor maden består af kålsuppe og der kun er tre timers tv om dagen: formiddag, eftermiddag og aften. Omsorgen kommer fra sygeplejerskerne, hvor ikke alle er lige søde. Men Natalja er speciel og tager sig godt af Ivan og de andre børn. Hun giver ham bøger og taler med ham.

Ivan overlever mentalt ved at holde sig på sikker afstand af verden og iagttage den uden egentligt at deltage. Han bevæger sig ikke en gang ud i hospitalets have. Han har styr på de andre børn, og deres verden. Den eneste som får lov at trænge lidt ind hos Ivan, er Max, en toårig, som kun kan ligge i sin seng. Ham tager Ivan sig lidt af. Når medicinposerne udleveres, så ved Ivan, at de store poser indeholder medicin til seks måneder, og de små til tre måneder. Hospitalet udleverer de små portioner til de børn, der er tæt på at dø, for at undgå at der bliver medicin til overs, som skal smides ud. Derfor er det som at få en dødsdom, når barnet går fra en seks måneders portion til en tre måneders portion. Det ved Ivan, og han holder øje med alt.

Hele hans verden vender rundt, den dag Polina flytter ind. Hun har leukæmi og skal tilbringe sin sidste tid på hospitalet. For første gang kan Ivan ikke holde verden ude, han bliver forelsket i Polina, og har lige pludselig noget at leve for. Polina og Ivan bliver lige så stille kærester på den måde, som nu kan lade sig gøre, når begge er alvorligt syge, kemobehandlinger er hverdag og rammerne er et hospital i Hviderusland. De udforsker sammen hospitalet og de hemmeligheder, der gemmer sig der. Men en dag får Polina udleveret en tremåneders medicinportion.

Den usynlige Ivan Isaenko er en historie fuld af gru, men også fuld af håb. Det er en beskrivelse af, at selv når livet synes fuldstændigt håbløst, så kan kærlighed og venskab overvinde meget, måske alt. En fattig sygeplejerske med hjertet på rette sted, kan gøre underværker og en forelskelse mellem to unge kan forandre slutningen på et liv.

Det er forfatteren Scott Stambachs første roman, og den er meget interessant, fordi han flirter med faktionsgenren. Jeg læste i et interview med ham, at han var blevet inspireret til historien efter han havde set en dokumentarudsendelse om ’tjernobylbørn’, og fik lyst til at fortælle børnenes historie. Det gør han, og det er barskt, men samtidigt med en tone af håb og en snert af humor.

Scott Stambach, Den usynlige Ivan Isaenko, Politikens Forlag, 368 sider, januar 2017, oversat af Lilian Kingo