Det nye fantastikforlag Enter Darkness har lagt ud med lidt af en blandet landhandel af en antologi. Formålet har, i tråd med forlagets navn, været at samle nogle mørke historier, uden at indskrænke sig til horror-genren, der dog dominerer temmelig overvældende – men ideen er god. Desuden er der lagt vægt på at udbrede nye forfattere. Eksempelvis er samlingen opkaldt efter debutanten Savanna Linds novelle. Det er også et beundringsværdigt projekt – men kun hvis det lykkes.

Hvis jeg overlever natten er en meget rodet samling. Det eneste, der binder historierne sammen er mørket, og selv der kniber det lidt. Flemming Johansens Science fiction-novelle Den tavse zone, der slutter samlingen af, er egentlig ikke specielt dyster sammenlignet med de andre, om end den måske har de mest graverende apokalyptiske eftersmæk. Men karaktererne er gode og drevet af håb og kærlighed, så hele novellen falder lidt ved siden af, hvilket kun forstærkes af, at det er den eneste ikke-horror-novelle i hele bogen.

Desuden er Den Tavse Zone, ligesom Susanne Thranes Der er ingen bånd der binder mig, simpelthen ikke god nok. Jeg hader historier, hvor eksperter opfører sig som amatører. For eksempel tager en astronaut sin hjelm af selvom, han ved, at der er en luftbåren trussel på spil og det er ikke engang det mest blatante idioti, astronauterne kaster sig ud i. Og Thranes historie er simpelthen så dødhamrende forudsigelig, at hvis jeg skriver om åbningen her, så har I allerede regnet ud, hvor den slutter.

Meeeen, der er også et par perler imellem. A. Silvestris novelle In Uteri er samlingens stærkeste. Sindssygt ulækker, velskrevet og oven i købet ret original, især set med danske briller. Af uforklarlige årsager er visse fostre begyndt at udvikle sig til væmmelige tentakelbefængte monster/pattedyrshybrider med et ulige antal lemmer og for mange øjne, munde og alt muligt andet. Vi følger en dyrlæge, hvis mission er at abortere fostrene hos dyr. Det er rendyrket body horror og slutningen er lidt af en overraskelse.

Også Kasper Grandetofts novelle Fobi er rigtig god. Historien, en mand der forfølges af edderkopper, er måske nok set før, men her den er virkelig veludført. Især er historiens to hovedpersoner, parret Martin og Louise meget troværdige. Han, den stærke håndværker, som sætter en ære i sin mandighed, men knækker da han bliver arbejdsløs. Hun, den søde akademiker, der elsker sin stærke mand, men ikke har plads til hans svagheder. Tilsæt en milliard million edderkopper og en (i)rationel fobi og du har en super underholdende og decideret uhyggelig novelle.

De sidste tre historier er alle sammen udemærkede, men mangler lidt for at nå op til Silvestri og Grandetofts niveau. Der er en sindssyg kvinde, fængslet i sit eget hoved, hvis historie desværre glider lidt ud i sandet, et genialt trebenet monster, der desværre jager komplette tåber, som man bare håber dør hurtigst muligt og en Lovecraft-inspireret, junglehistorie med Heart of darkness-stemning, hvilket ville have været mere elegant, hvis forfatteren, Morten Carlsen, ikke selv havde følt det nødvendigt at gøre opmærksom på det i teksten.

Jeg er usikker på, hvem antologien henvender sig til. Den begrænser sig til syv historier, men de er vidt forskellige i tema, genre og kvalitet. Forlaget satser på en toer, som forhåbentligt vil vise mere sammenhængskraft og et samlet højere niveau.

Novelleantologi, Hvis jeg overlever natten – Fortællinger fra mørket, Enter Darkness, 227 sider, december 2016