Katrionas anden bog er fuldt ud lige så fantastisk som den første. Fantasygenren er snart proppet til randen med trilogier og ofte halter den midterste bog lidt i forhold til de andre. Første bind præsenterer karakterer og plot, tredje bind forløser historien og andet bind reduceres til broen imellem dem. Men ikke her. Ikke hos Kaaberbøl.

Katriona eller Kat er i lære som Bredinari også kaldet sølvrytter. Det er utraditionelt og kompliceret både fordi, hun er pige og fordi hun er af relativt lav landlig byrd. Men hun er hidsig og hendes vilje er stærk som en okse, så hun klarer undervisningen trods hendes hidtil begrænsede uddannelse som kropige på Ranunkelkroen. Situationen forværres yderligere da hun, trods ihærdige forsøg på at undgå det, suges ind i de farlige politiske intriger i byen, blandt andet på grund af sit møde med Hermelinen og hans mænd i den første bog Sølvhesten. De ønsker at omstyrte den matriarkalske orden, hvor kun kvinder kan eje jord og være overhoveder for de herskende familier. Nu må Kat kæmpe både mod hård mobning og tæv fra de andre elever, snæversyn og foragt fra undervisere og mod en ukendt, magtfuld og skruppelløs politisk fjende, hun ikke kan fortælle nogen om, uden at bryde den ed, der beskytter hendes mors mand Cornelius’ liv.

Som jeg også skrev i min anmeldelse af første bind, er Katriona-trilogien en vidunderlig ungdomshistorie, der for alvor bryder med kedelige kønsnormative stereotyper. Vores hovedperson er en ung kvindelig ridderaspirant med anger management-problemer, skurken en androgyn og forsmået mand. Selv om bogen er østrogenbetonet, diskriminerer den ikke mod mænd – den lader simpelthen karaktererne lægge kønnet fra sig og i stedet blive hele mennesker.

Helt særligt for Kaaberbøls forfatterskab er også hendes evne til at indfange ungdommen. Når jeg læser om Katriona, genkender jeg min egen opvækst og mine egne følelser og tanker om livet fra dengang. Især bed jeg mærke i følgende passage fra Kats ankomst til storbyen Breda:

Det mest fantastiske ved Breda var ikke større, end at det kunne ligge i Kats åbne hånd. Det mest fantastiske ved Breda var en nøgle. Nøglen til Kats eget værelse. Nøglen til en dør, hun kunne låse både udefra og indefra.

Overgangen fra barn til voksen er også overgangen fra afhængig til privat person. Behovet for det private, at kunne gå hvis man ikke bryder sig om selskabet, selv tage beslutninger om hvordan man bruger sin tid og ikke mindst at have et privat sted, en sfære i hvilken man selv er øverste autoritet, er et uhyre centralt og ofte overset aspekt af det at vokse op. Men Kaaberbøl indfanger det og meget andet helt selvfølgeligt. Hun er absolut en af de allerbedste ungdomsbogsforfattere nogensinde! Så pyt med at Kat her i andet bind en enkelt gang er ualmindeligt svagt begavet og gemmer et kolossalt farligt stykke papir, som hun uden problemer kunne have husket i hovedet. Det betyder kun lidt for helheden og det sker ikke igen.

Som jeg skrev i min anmeldelse af første bind, er der naturligvis tale om en genudgivelse i anledningen af Kaaberbøls 40 års jubilæum og bøgernes udstyr er efter min mening for at sige det mildt – katastrofalt. Jeg vi ikke gentage min kritik her (læs eventuelt anmeldelsen af Sølvhesten), men jeg skylder, efter en samtale med Alvildas salgsleder at sige, at forsidens banalitet kan skyldes et forsøg på at indfange hestepigebogslæserne og udvide deres horisont og hvis det er tilfældet, respekterer jeg deres valg lidt mere.

Lene Kaaberbøl, Hermelinen, Alvilda, november 2016, 272 sider