// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lene Kaaberbøl – Katriona 1: Sølvhesten
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Børnebog, Fantasy

Lene Kaaberbøl – Katriona 1: Sølvhesten

Skrevet af den 11. juni 2016 – 07:22Ingen kommentarer

Lene Kaaberbøl er med rette blevet kaldt Danmarks ukronede fantasy-dronning, og i forbindelse med hendes 40-års jubilæum som forfatter er forlaget Alvilda begyndt at genudgive hendes bøger. Den 4. maj kom turen til første bind i trilogien om den trodsige Katriona og landet Breda.

Jeg var ikke mere end 13-14 år, da jeg første gang læste historien om den rødhårede, hidsige Katriona og det forunderlige matriarkalske samfund hun er opvokset i. Jeg var bjergtaget fra side et, og jeg har læst den mange gange siden.

I Breda er det ikke tilladt mænd at eje jord. Historien fortæller, at Jorden for længe siden forstødte manden, fordi han forsøgte at gøre sig til herre over den (en poignant kommentar til den aktuelle klimadebat). Derfor flakker de om, hvis ikke en kvinde tager dem til sig som for eksempel arbejder eller sengepartner. Katriona eller Kat bor og arbejder i sin mors kro. Hendes mor er noget utraditionelt gift med manden Cornelius. Han er ikke Kats far, og han tæver hende, når hun er næsvis – hvilket er ret tit. En dag kommer en fremmed kvinde ridende til kroen på en besynderligt foruroligende, men meget smuk, sølvfarvet hest. Kat kan ikke modstå fristelsen – hun må prøve at ride på den. Det bliver begyndelsen til enden på hendes liv som stald- og kropige, og hun befinder sig snart i nye og spændende, men også ildevarslende omstændigheder.

Jeg kan faktisk ikke sige nok gode ting om Katrionas historie, og det meste er også blevet sagt før i de oprindelige anmeldelser, så jeg vil overlade det til dig selv at læse den.

I stedet vil jeg koncentrere mig om nyudgivelsens udstyr, som desværre er virkelig ærgerlig. Sølvhesten er en bog, der udfordrer traditionelle kønsroller, og sætter dem i en uventet kontekst. Derfor er det helt utroligt trist, at man har valgt udelukkende at målrette bogen til piger. Drenge kan få ligeså meget glæde af Kaaberbøls historier, som piger kan. En kvindelig forfatter, der skriver om en kvindelig hovedperson, er ikke ensbetydende med en pigebog. Ingen ville sige, at piger ikke kan få glæde af Eoin Colfers Artemis Fowl eller Erik Menneskesøn af Lars-Henrik Olsen. Omslaget undergraver simpelthen hele bogens pointe. Selvom Kat er en pige, kan hun alle de samme ting som drenge, og det går begge veje! Hvorfor bogen så skal have en, for øvrigt rigtig kedelig, lyserød forside med et fotografi af en sød pige, der på ingen måde minder om bogens vilde protagonist, er mig en gåde. Især fordi forsiderne på de tidligere udgaver, navnlig den af Erik Justesen, var helt fantastiske. Ifølge Saxo.com udkommer næste bind til november, men hvorfor vente – Anskaf de smukke udgaver antikvarisk nu!

Lene Kaaberbøl, Sølvhesten, Alvilda, maj 2016, 156 sider

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.