“Hvad skal der til for, at du kan elske mig meget? Som et minimum som en pædagog elsker et barn.”

Ung arbejdsløs mand er bosat på Nørrebro med udsigt til Rigshospitalets helikopterlandingsplads. Spiser frysepizza med spinat og tuller mest af alt rundt. Tænker en del på kæresten, men det fungerer ikke med hende. Nøgternt fortæller han om sit liv, om eksemen på inderlåret, om mysli og om sensommeren i Berlin.

Bogen har ikke fået specielt gode anmeldelser og det forstår jeg egentligt ikke. Jeg kan godt lide denne korte, hverdagsagtige og genkendelige historie. Og jeg er ret vild med, at forfatteren i den grad kan fatte sig i korthed. Jeg synes netop det er styrken, at fortællingen kan læses og nydes i et ryk. Bogen er på 131 sider og er ikke opdelt i kapitler. Citatet i starten af denne anmeldelse er alt, hvad der stod på en enkelt af siderne. Ingen dele af bogen er på mere end en side og bogen kan nok bedst betegnes som en punktroman.

“Jeg er vendt tilbage. Vi mødes igen på en bar i København. Vi kysser ind over bordet. Det er næsten for bredt. Vi strækker os. Vi tager hjem til dig. Du siger, at hvis vi knalder vil du have det ad helvede til i morgen. Jeg siger, at det er fint med mig.”

Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer er forfatterens debut og jeg vil holde øje med, om der kommer flere bøger fra hans hånd.

Johan Davidsen, Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer, Gyldendal, 2015, 131 sider.