Han scorede Janis Joplin i en elevator på det berygtede Chelsea Hotel (og skrev en sang om det), flyttede til den primitive græske ø Hydra for at leve sine romantiske digterdrømme ud og begyndte på sin sangkarriere ud fra en erkendelse af, at han ikke at kunne leve af digte alene. Han har også konstant hovedløst søgt (den ulykkelige) kærlighed, været zenbuddhistisk munk og forgæves jagtet Nico fra Velvet Underground.

Det er slet ikke så ringe for en jødisk middelklasseknægt fra Montreal, som egentligt var udset til en karriere i familiens tøjfirma.

Sådan gik det ikke, for Leonard Cohen var besat af sproget og skrev og skrev – fordi han ikke kunne lade være. Og fordi, som det fremgår af den både grundige og interessante biografi, at han havde en næsten urokkelig tro på nødvendigheden af sine digte.

I stedet endte den smalle, kompromisløse canadiske digter som en verdenskendt sanger – og det er den historie, inklusiv de brudte forhold, stofferne og den momentvise modløshed, som Ira B. Nadel fortæller om Leonard Cohen.

Biografien er både grundig og formår at holde den interesserede læser rimeligt fanget – også selvom undertegnedes udgangspunkt blot var en stor nysgerrighed for hvad der gemte sig bag den særegne stemme og den lille venlige mand jeg så live i Forum sidst han gæstede landet. Den nysgerrighed fik jeg stillet – samtidig med at jeg fik en masse gode historier om Leonard Cohen. Manden med en bemærkelsesværdig stemme og et bemærkelsesværdigt liv.

Ira B. Nadel, Leonard Cohen – et liv, Klim, Oversat af Steen Fiil, April 2009, 334 sider.