Når jeg læser bøger af Bastian Emil Goldschmidt så fornemmer jeg alvoren bag hans nysgerrighed, den smittende fascination, hans kærlighed til både cykelsporten og myterne omkring sporten. Jeg har læst ham i årevis, hørt ham tale om cykling, set ham stille de spørgsmål, der sender mig ned i lag, der ligger dybere end etapetider og klassementer. I “Dagene farer bort som cykelryttere over bjergene” træder han endnu et skridt ind i den rolle, der for mig fremstår helt naturlig: som arvtager efter legenden Jørgen Leth.

Arvtager er et stort ord at bruge, og Goldschmidt skriver da heller ikke som Leth. Endnu. Det ved han udmærket selv. Men det interessante er, at han heller ikke forsøger. Når han begejstres af de samme ting – rytmens gentagelser, kroppens udsathed, sportens næsten poetiske forhold til lidelse – føler jeg ikke, det er en efterligning. Jeg føler det nærmere som en respektfuld samtale på tværs af generationer. En hyldest til en stor mester.

Bogen består af essays og tekster, der kredser om cykelsporten som menneskelig erfaring og som livsform. Goldschmidt skriver om ryttere, løb og øjeblikke, men hele tiden med blikket rettet mod det, der ligger bag: viljen, tvivlen, gentagelsen, ensomheden. Det er her, bogen er rigtig stærk. Jeg mærker i hvert fald tydeligt, at han er mere interesseret i det indre landskab end i de spektakulære højdepunkter.

Sprogligt er der passager, hvor teksten flyder let og sikkert, og andre steder, hvor jeg fornemmer, at han stadig leder efter sit eget tempo. Det generer mig ikke. Tværtimod. Der er noget sympatisk i, at bogen ikke fremstår fuldt afrundet. Den virker søgende. Og det klæder faktisk emnet. For cykling er netop en sport, hvor perfektion er en illusion, og hvor gentagelser altid rummer en risiko for et stort sammenbrud.

Goldschmidt har en journalistisk baggrund, der er tydelig i teksten. Han er god til at lytte, til at gengive stemninger og til at give plads til andres ord. Samtidig tør han i stigende grad stole på sin egen stemme. Når det lykkes bedst, får vi de øjeblikke, hvor teksterne bliver mere end reportager og nærmere refleksion. Det virker næsten som om, vi er med på en rejse, der handler om, at han vil forstå tingene bedre.

Bogen er ikke for læsere, der leder efter hurtige pointer eller klare konklusioner. Den kræver din fulde opmærksomhed og nok også en del tålmodighed. Til gengæld belønner han dig med indsigter, du ellers ville have svært ved at finde. Jeg tog mig selv i at læse flere passager igen. Ikke fordi jeg ikke forstod dem første gang, men fordi jeg havde lyst til at nyde dem igen.

“Dagene farer bort som cykelryttere over bjergene” er en bog, der peger bagud med respekt og fremad med ydmyghed. For mig bekræfter den, at Goldschmidt er på vej et sted hen, hvor han ikke behøver at måle sig med forbillederne. Han er allerede i gang med at finde sit eget spor. Og det er i sig selv en fornøjelse at følge.

Bastian Emil Goldschmidt: ”Dagene farer bort som cykelryttere over bjergene”, Forlaget Strandberg Publishing, 160 sider, udkom november, 2025

Læs også:
Bastian Emil Goldschmidt: Fremad

Bastian Emil Goldschmidt: Verden af vilje – reportager fra et år med cykelløb

Bastian Emil Goldschmidt: Rytteren og den rejsende