”Og nu siger jeg noget, noget du ikke kommer til at tro på. Noget, du vil ryste på hovedet ad. Noget, der vil føles forkert i din mund, som om du lyver, bare ved at tænke det:

Du har altid været nok.

Ikke god nok. Ikke flink nok. Ikke klog nok til at blive glemt i fred. Bare … nok. Som du er.”

Citatet er fra Thomas Buttenschøns bog ”Nu skriger jeg i stilhed – ikke en popsang”.

Det er en virkelig smuk, barsk, rørende fortælling om en opvækst, der er præget af at være forældreløs. Og en fortælling om at bære på en dyb sorg, om at føle sig forkert, om at være vred, og om at være udenfor og ensom.

Det er en fortælling om et liv, der på ingen måder har været nemt. Et liv med alt for mange situationer, hvor der ikke var andet at gøre, end at bide tænderne sammen og smile.

For der er brugt mange kræfter på at opretholde en facade igennem et helt liv. Det er man som læser ikke i tvivl om, det lyser igennem de korte enkle tekster.

Og bedst som man bare får lyst til at brede armene ud og give den kære Thomas et langt varmt kram, så er det lige præcis det, han giver dig. Et kram – et smil – en sang.

Det er imponerende, selvom det slet ikke er det, der er intentionen. Men i en bog der på ingen måder afspejler mit liv, min opvækst, min skæbne, så er der alligevel så meget genkendeligt og det er dét der gør lige præcis denne bog så fin.

Thomas Buttenschøn, Nu skriger jeg i stilhed – ikke en popsang, Forlaget 28B, 197 sider, 2025