Hjemmet bærer jeg i skoene præsenterer både en digtsamling af den afrotyske digter og aktivist May Ayim og et vidnesbyrd om hendes betydning. For bogen handler nemlig ikke kun om Ayims stærke og smertefulde digte, men i lige så høj grad om det indtryk, hun efterlader – ikke mindst på oversætteren og forfatteren Mikas Lang. Resultatet bliver en dobbelt fortælling, hvor man som læser både møder Ayims ord og får indblik i den samhørighed, litteraturen kan skabe på tværs af tid, sted og erfaringer.

Ayims digte rummer både vrede, sorg og kampvilje. Hun skriver om diskrimination og racisme i Tyskland, men hendes ord rækker langt videre. Mange af de erfaringer og følelser, hun giver stemme til, genkendes af sorte mennesker verden over. Digtene er dermed ikke blot historiske dokumenter fra 1980’ernes og 1990’ernes Tyskland, men universelle vidnesbyrd om ulighed, smerte og styrke.

Samtidig er bogen en historiefortælling om den afrotyske bevægelse, Ayims liv og sorger, og hvordan hun satte ord på en virkelighed, som ellers sjældent blev anerkendt. At hun skrev, var i sig selv en modstandshandling og en måde at skabe rum for fællesskab og identitet, og man fornemmer samtidigt, at det var en måde at bearbejde de psykiske sorger hun bar rundt på.

Det særlige ved Hjemmet bærer jeg i skoene er dog, at det også bliver en hyldest til litteraturen som sådan. Man mærker, hvordan Ayims ord har påvirket og bevæget Mikas Lang, og hvordan et næsten para-socialt forhold kan opstå mellem læser og forfatter. Det er en påmindelse om, at litteratur ikke blot er ord på papir, men en kraft, der kan skabe bånd, spejle erfaringer og styrke følelsen af forbundethed.

En smuk, smertefuld og vigtig bog, der både rummer personlig kamp, kollektiv historie og en dybfølt kærlighed til litteraturens evne til at skabe samhørighed.

May Ayim, Hjemmet bærer jeg i skoene, oversat af Helene von Tabouillot, OVBIDAT, 116 sider, august 2025