Jeg kan rigtig godt lide, når en forfatter tør udfordre både sin læser og selve formen. Det gør Rikke Arnholtz i “Selvsving”.

Det er ikke nogen lang roman – lidt over 130 sider – men den lykkes med noget, som mange bøger på det dobbelte antal sider aldrig kommer i nærheden af: Den får mig til at stoppe op. Den får mig til at tænke. Og den får mig til at grine, mens jeg tænker.

Thea – romanens hovedperson – vågner på et koldt toiletgulv. Hun var besvimet. Alt føles anderledes. En stemme taler direkte til hende. Eller er det til os? Grænserne mellem virkelighed og fiktion begynder langsomt at smuldre, og snart følger vi ikke kun Thea, men også tre mænd i en læsegruppe, som forsøger at skrive hende frem – og måske skrive hende væk.

Det hele lyder måske skørt. Det er det også. Men det er skørt på den gode måde. For der er ikke tale om nonsens eller meningsløs leg. Selvsving er både satirisk, poetisk og dybt reflekteret, og man mærker hele vejen igennem, at Arnholtz har fuldstændig styr på sin tekst – også selvom den udgiver sig for at være ustyrlig.

Romanen leger med selve ideen om, hvad litteratur er. Og hvad den kan. Kan man skrive en karakter til live? Kan man elske nogen, man selv har opfundet? Og hvad sker der, når karaktererne bliver mere virkelige end forfatteren selv?

Det er ikke en bog med en klassisk spændingskurve. Her er ikke cliffhangers, onde skurke eller et mysterium, der skal løses. Til gengæld får vi en række korte, intense kapitler, der skifter perspektiv og tone, men som hele tiden vender tilbage til det samme omdrejningspunkt: Hvor meget magt har vi – over hinanden og over os selv?

Sproget er stramt, rytmisk og velsmurt. Dialogerne er korte, præcise og fyldt med underspillet humor. Man læser videre, ikke fordi man skal finde ud af, hvad der sker – men fordi man nyder at være i det. I eksperimentet. I ideen.

Er det for alle? Nej. “Selvsving” kræver, at du er vågen og med på legen. Men hvis du er det – og hvis du tør give dig hen – så får du en både morsom og tankevækkende læseoplevelse. Ikke mindst fordi romanen insisterer på, at læseren er medskaber. Det er ikke kun Thea, der må finde ud af, hvad der foregår. Det må vi også.

Jeg har sjældent læst noget, der på så få sider formår at sige så meget om fortællingens væsen. “Selvsving” er litterær leg, når det er bedst. Og det er slet ikke sikkert, det slutter, når sidste side er læst.

Rikke Arnholtz: ”Selvsving”, Forlaget Brændpunkt, 134 sider, udkom april, 2025

Læs også:
Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

Dorte Nors: Spejl skulder blink

Rikke Villadsen: Tatovøren og Klitoris