Helle Helle: Dette burde skrives i nutid
Vi befinder os i en kold, sparsomt møbleret lejebolig lige ved Glumsø station. Her bor Dorte. Dorte lever et tilsyneladende trivielt liv, lider af søvnløshed og har frygtelig brug for bekræftelse og opmærksomhed, hvorfor hun har flere korte herrebekendtskaber, der ikke gør hende ret godt.
Hun kan ikke rigtig finde ud af, hvad hun skal stille op med livet. Hun kan godt lide at skrive, og hendes forældre tror, at hun tager ind på universitetet hver dag for at studere. Men det gør hun ikke. Hun vandrer rundt, spekulerer, drikker kaffe og skriver lejlighedsvis en selskabssang på forespørgsel. Hun mødes med digter Hase i Scala, hvor de drikker fadøl og kaffe og bare er til. Og hun besøger sin faster i bagerforretningen og hører på hendes trivialiteter.
Det er mere eller mindre det. På linjerne. For der foregår samtidig en hel masse mellem linjerne. Når Helle Helle beskriver en hverdagssituation, hvor Dorte spiser middag med sine forældre, og de fortæller en hel masse om ingenting, så rammer hun et hverdagsbillede og en stemning så præcist, at det næsten er som at sidde med til bords. Hendes evne til at beskrive mennesker og gengive deres dialoger er meget sigende. Men jeg bliver nærmest træt på Dortes vegne bare af at være tilstede som læser i hendes liv. Træt, træt, træt. For hvor er det dog ualmindeligt kedeligt. Og gråt. Og koldt. Men på den anden side så fuldstændig spækket med følelser og skarpe, underspillede portrætter af søvnige mennesker i provinsen, der ikke helt magter at tage ansvar for deres egen tilværelse.
Jeg er dog ikke udelukkende begejstret. Jeg keder mig lidt. Det er første gang, jeg stifter bekendtskab med Helle Helle, og jeg ved ikke, om jeg havde for høje eller forkerte forventninger, men jeg tror ikke, det er noget, jeg kaster mig over igen foreløbig. Og det irriterer mig lidt, at jeg ikke kan lide det. Men jeg savner handling – en historie – en begyndelse og en slutning – udvikling. Denne her bog kunne have været dobbelt så lang uden at der ville ske mere. Den varer bare ved og ved uden at der egentlig sker noget, hvorfor jeg desværre mistede læselysten undervejs.
Helle Helle, Dette burde skrives i nutid, Samleren / Rosinante, April 2011, 160 sider.