Hafni goes to Brighton. For to år siden var Hafni på en smørrebrødsrejse igennem Danmark for at fordøje sin skilsmisse. Nu er skilsmissen på plads, Hafni har fået lejlighed i Brønshøj og af lidt uklare grunde – måske også for Hafni selv – har hun langtidslejet en lejlighed i den engelske badeby Brighton. Her kan hun gå ture på stranden og se på mågerne.

En dag får hun besøg af sin bror, som mere er kommet til byen for at løbe Brighton Marathon end for at besøge sin søster. Broren er selv midt i en skilsmisse, hvorfor hans ikke-Brighton adresse for tiden er Vissenbjerg Storkro. Han er også usædvanligt selvoptaget og irriterende, og bestemt ikke hvad Hafni har brug for i et selvvalgte engelske eksil.

Nu er Hafni Hafni, så i stedet for at tackle konflikterne med sin bror – og problemerne med de voksne børn derhjemme i Brønshøj – stikker hun af på det, der skulle have været en endagstur for at se Virginia Wolf’s hus. Intet går naturligvis som planlagt, men Hafni er på en og samme tid helt og aldeles neurotiske og livsuduelig, og alligevel i stand til igen og igen at komme tæt på fremmede mennesker og falde ind i deres liv.

Alt er fortalt i Helle Helles stilsikre og knivskarpt præcise stil. Det er hverdagsliv og hverdagssprog, og alligevel så betydningen står både på og mellem linjerne. Hafni er en karakter for sig, og i Hey Hafni får hun lov til at folde sig endnu mere ud i alt sin dobbelthed og sproglige formåen og uformåen. Det er vældig godt.

Hey Hafni er nøgternt set en god roman. Jeg er måske alligevel ikke helt så overvældet, som jeg ellers har været over Helle Helles forfatterskab. Det er måske fordi Hey Hafni er lidt ligesom sæson 2 af en serie, man har været helt vild med. Den er god ja, men ikke lige så overbevisende god og nyskabende som 1’eren…

Helle Helle: Hey Hafni. 190 sider, Gutkind. Udkom 4. april 2025