Hvorfor ikke læse noget fra øverste hylde? Altså ikke øverste hylde i min Billy-reol fra Ikea. Men fra verdenslitteraturens øverste hylde. De største klassikere? Sådan tænker jeg en gang imellem. Og mens jeg tager tilløb til at starte på “Krig og Fred”, så har jeg kastet mig over Albert Camus væsentlig kortere “Den fremmede”.

En intens lille sag på 143 sider om navnløs hovedperson, der lever et helt almindeligt liv i Algeriet. Lige indtil den dag han skyder en mand, som han overhovedet ikke kender.

Det sker kort tid efter at manden har begravet sin mor. Han kan ikke rigtig forholde sig til moderens død, sin egen ugerning, kærestens lyst til at indgå ægteskab eller særlig meget andet. Heller ikke at han til sidst sidder på dødsgangen og venter på at skulle henrettes. Eller at en præst igen og igen gerne vil tale med manden.

Den dybere mening med “Den fremmede” vil jeg overlade til andre at udlægge. Men det er en helt særlig oplevelse at læse disse korte og intense klassikere. Hvor hvert eneste ord har vægt og betydning. Hvor der samtidig bliver overladt rigtig meget til ens egen fortolkning og refleksion. Hvor tingene ikke bliver skåret ud i småbider for en.

Nu har jeg kastet mig over Herman Melvilles klassiker “Moby Dick”, som er så stort et værk, at det er blevet anmeldt hele to gange her på bogblogger.dk. Så jeg vil spare jer for en tredje anmeldelse.

Albert Camus: Den fremmede. Gyldendal, 2009. 143 sider. (Bogen er oprindeligt udgivet i 1942).