Terrorangrebet i Paris d. 13. november 2015 er stadig et åbent sår i europæisk historie. 130 mennesker mistede livet i det mere end 3 ½ time lange angreb flere steder i Paris – på fortorvscafeer, på spillestedet Bataclan og ved et fodboldstadion, hvor Frankrig og Tyskland spillede venskabskamp. Islamisk Stat stod bag angrebene.

Vores lange, længst forsinkede kys handler om almindelige mennesker, der den dag oplevede angrebene på nært hold. De var på fortorvscafeerne, i Bataclan eller som del af politiet, beredskaberne og hospitalspersonalet, der kæmpede for at redde de uskyldiges liv.

Vores lange, længst forsinkede kys eksperimenterer stilistisk. Historierne fortælles af forskellige, navnløse fortællere. Det er søsterne til koncert, de unge elskede der mødes på en cafe eller den unge mor, der for en gangs skyld har en aften i byen. Det hele blandes ind imellem hinanden, på kryds og tværs. Det er på en gang bogen svaghed og styrke.

En styrke fordi man får fornemmelsen af, hvor frygteligt og alment det var – det var ikke de dygtigste eller de bedste, der overlevede. Det var de heldigste. Var man gået ud på gaden for at ryge, da terroristerne kom, blev man dræbt. Var man tilfældigvis på toilettet overlevede man. Dem der sad yderst blev dræbt. Få centimeter længere inde overleve de.

Til gengæld har anonymiteten i stemmerne også nogle steder svært ved at give beretningerne nerve. Det kunne være hvem som helst, men formen står lidt i vejen for indholdet, fordi det mister sin konkrethed og bliver lidt upersonligt. Det er en skam, for ofrene og heltene fra den nat fortjener i den grad at få deres historie fortalt og at blive husket.

Laurent Gaudé: Vores lange, længst forsinkede kys. 148 sider, Holgers forlag. Oversat af Mikael Arnbjerg, udkom 31. januar 2025