Man skal passe på med mænd (eller kvinder, for den sags skyld), der vågner op fra en drøm og straks mener, at deres ægteskab er gået i stykker. Det lyder som begyndelsen på noget eksistentielt. Vi har en universitetsmand. Vi har en krise. Der er en indre monolog. Et hurtigt blik ud ad vinduet. Måske lidt regn på ruden. Måske er der noget skyld et eller andet sted. Måske en længere passage om modernitetens åndelige tomhed. Heldigvis er Marion Poschmann langt mere underholdende end det.

I ”Fyrretræsøerne” møder vi Gilbert Silvester, der vågner efter at have drømt, at hans kone er ham utro. En mere robust mand ville måske have lavet kaffe, talt med sin kone eller gået en tur. Gilbert vælger en anden løsning. Han forlader hende, tager til lufthavnen og rejser til Japan.

Nå, tænker man. Det kan man jo også.

Herfra udvikler romanen sig til en mærkelig, morsom og ret smuk fortælling om flugt, forfængelighed, og ensomhed men også den menneskelige trang til at kalde panik for indsigt. Gilbert er selvoptaget og belæst på den irriterende måde, som kun mennesker med et alt for veludviklet forhold til deres egen betydning kan være. Mens han forsøger at forstå Japan, naturen, poesien og sig selv, afslører han, at det måske mest er ham selv, han ikke forstår.

I Japan møder han den unge Yosa, som overvejer at tage sit eget liv. Gilbert beslutter sig for at redde ham, hvilket lyder ædelt, hvis man lige ser bort fra, at Gilbert ikke har styr på sit eget liv. Sammen bevæger de sig gennem Japan i den klassiske digter Bashōs spor, og romanen bliver en blanding af rejsefortælling, dødsmeditation, kulturmøde og absurd makkerkomedie.

Det burde næsten ikke kunne holde. Men det synes jeg, at det gør.

Poschmann skriver med en herlig lethed, der får alvoren til at stå skarpere. Hun kan beskrive det komiske i menneskets trang til at finde dyb mening i alt, også selvom du i virkeligheden bare er stukket af hjemmefra. Samtidig kan hun skrive om landskaber, tog, templer og stilhed, uden at det bliver som en turistbrochure med sjæl på dåse.

Gilbert ser Japan gennem et vestligt blik og gør landet til scene for sin egen forvandling. Jeg er ikke klog nok til at bedømme, om det err risikabelt, men usikkerheden gør bogen mere interessant for mig.

Marion Poschmann har skrevet en roman, der for mig er smuk. Hvis du kan lide romaner, hvor mennesker farer vild med en bog i hånden og for meget uro i kroppen, så tror jeg, at du – som jeg – vil kunne lide ”Fyrretræsøerne”.

Marion Poschmann: ”Fyrretræsøerne”, Forlaget Klara W, 200 sider, på dansk ved Ann-Claire Olsen, udkom april, 2026

Læs også:
Erika Fatland: Søfareren

Satochi Yagisawa: Mine dage i Morisaki boghandel

Osamu Dazai: Uegnet som menneske