// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Erika Fatland: Søfareren
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie, International Politik, Politik & debat, Rejsebog

Erika Fatland: Søfareren

Skrevet af den 23. august 2025 – 04:26Ingen kommentarer

Engang var Portugal en af verdens mægtigste nationer. De udsendte ekspeditioner rundt om Afrika, over Atlanten og etablerede kolonier i det fjerne østen. De kontrollerede store dele af verdenshandlen, og nogle af historiens modigste (og blodigste) eventyrere stævnede ud fra netop Portugal og åbnede nye verdener for europæerne.

Engang var det en arv, man kæmpede for at bevare og var stolt af. I dag er holdningen til kolonitiden noget anderledes, men både i Portugal og i de gamle kolonier er der stadig spor af Portugals gamle imperium.

Det er disse spor, Erika Fatland undersøger i Søfareren. Hun rejser igennem de gamle kolonier for at lede efter arven fra Portugals herredømme. Fra de øer i Atlanterhavet, der var mennesketomme før europæerne dukkede op, til de gamle slavelande i Afrika og Brasilien til fjernøsten, hvor handelsstationer og våbenmagt ikke kun var rettet mod den lokale befolkning, men også mod andre europæiske nationer i en kamp om penge, magt og ære.

Overalt er der spor efter fortiden. Gamle ruiner, nyere bygninger, sprog og efterkommerne af de mennesker, der frivilligt eller ufrivilligt rejste ud fra deres hjemland. Nogle steder var portugiserne der kun kortvarigt, mens de andre steder først forsvandt efter blodige oprør og krige. Kolonimagten brugte ikke fløjlshandsker, og Portugal var en af de allerstørste slavenationer og bestemt ikke nogen nådig overmagt.

Kasinobyen Macao, det krigsramte Angola, kæmpestore Brasilien og Kap Verde har ikke meget til fælles – andet end at Portugal på godt og (nok mest, men ikke kun) ondt er en vigtig del af deres historie, som også nutidens mennesker må forholde sig til.

Erika Fatland er en af verdens absolut bedste rejseskribenter. I Søfareren gør hun det igen. Hun tager os på en rejse til fjerne lande og stiller lige præcis de undersøgende spørgsmål, der gør læseren klogere og vækker eftertanke. Søfareren er et enestående værk, som alle der er den allermindste smule lusofone eller interesserede i historie og andre dele af verden bør læse.

Erika Fatland har tidligere skrevet Grænsen, Højt og Sovjetistan, som også er rejseskildringer på meget højt niveau.

Erika Fatland: Søfareren. 695 sider, Informations forlag. Oversat af Lotte Follin, udkom 30. januar 2025

Der er lukket for kommentarer.