Moder Rusland. En vældigt rige med en omtumlet historie, en såret supermagt der efter et omtumlet 20. århundrede med ufatteligt tab af menneskeliv, nu er ved at rejse sig igen.

Rusland er ikke bare verdens største land, det har også verdens længste grænse og ikke mindre end 14 direkte naboer. Det er disse naboer som den norske journalist Erika Fatland rejser igennem for at undersøge, hvordan naboskabet til den vågnende bjørn påvirker landene og deres befolkninger. Det er virkelig godt tænkt, og det er fremragende skrevet.

Fatland tager os på en tankevækkende rejse og præsenterer os undervejs for historiske, økonomiske og militære facts om de lande, hun rejser igennem. De krydres med interviews med befolkningen og Fatlands egne indtryk. Hun har tidligere rejst i flere af landene, men ikke på denne måde – med dette formål. Undervejs stiller hun igen og igen spørgsmålet: hvordan er det at være nabo til Rusland? Hvad tænker man om nyrige russere, om russisk ekspansion og ikke mindst om de ofte store russiske mindretal, der befinder sig i nabolandene – især dem, der har en fortid som en del af Sovjet? Hvordan forvalter man den russiske arv, og hvad tænker naboerne om udviklingen i Rusland i disse år?

Svarene er mange og forskelligartede. Kun ét går igen: Rusland fylder enormt meget for sine naboer, og ingen har råd til at trodse eller ignorere den tidligere supermagt, eller ikke nu hvor sanktioner, lav levestandard og dårlig økonomi gør ondt på russerne.

Grænsen starter med en sejlads gennem nordøstpassagen, hvor moderne teknologi og ikke mindst klimaforandringerne har åbnet arktis. Alene beskrivelserne i dette kapitel om konsekvenserne af klimaforandringerne burde læses af alle! Det er dog et lille sidespring i fortællingen, for heroppe har Rusland lige nu ikke rigtig nogen naboer andet end de få tilbageblevne isbjørne (men det kan komme – arktis kan meget vel blive en kommende kampplads).

Derefter går turen tilbage til Ruslands sydøstlige hjørne, hvor Nordkorea er første stop. Her er det ikke let at være vestlig journalist, og endnu sværere at få lokalbefolkningen til at dele deres tanker om den store nabo med fremmede. Nordkorea har kun en kort grænse til fælles med Rusland, men ligesom giganten Kina har Korea været en del af den kommunistiske blok, selvom de ikke var en del af Sovjetunionen.

Fra Nordkorea går turen til vækstlandet Kina og Mongoliet, der også har måttet leve i skyggen af den store nabo, men som også er ved at rejse sig igen. Derfra går turen vestover gennem en stribe lande i Asien, Kaukasus og Europa, der har været del af Sovjetunionen. Faktisk er det kun det sidste land på turen, forfatterens hjemland Norge, der aldrig har været underlagt russisk styre – alle de øvrige nabolande har enten været en del af Sovjet eller været (mere eller mindre) delvist underlagt zarens Rusland. Dét er også tankevækkende, og enormt betydningsfuldt for at forstå den russiske selvforståelse og ekspansionstrang i dag. De er så meget mindre, end de har været!

Historien trækker et blodigt spor igennem Ruslands periferi (og Rusland selv, naturligvis) og sporene holder ikke nødvendigvis op med Sovjets sammenbrud. Selv nu, mere end 25 år senere, betyder historien noget for folks liv. Det samme gør samhandlen med Rusland og ikke mindst bekymringen over at leve i Ruslands skygge, der er meget forskellig fra land til land – fra Ukraine, der står midt i en krig og Georgien, der blev løbet over ende, til lande der har mere fredelig sameksistens med Rusland.

Grænsen er en kraftpræstation af en bog. Den er velskrevet og let at læse, men også fyldt med viden om de mange grænselande og ikke mindst om Rusland selv. Vi kommer til at interesserede os meget mere for, hvad der foregår i Rusland i de kommende år, og hvis man vil klædes på til dét, så er Grænsen et virkeligt godt sted at starte.

Erika Fatland: Grænsen. Informations Forlag, 606 sider. Oversat af Poul Henrik Westh, 2018