// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Erika Fatland: Højt
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Erika Fatland: Højt

Skrevet af den 30. januar 2021 – 07:55Ingen kommentarer

Himalaya. Ordet alene er så fremmedartet, at det straks giver farverige billeder på den indre nethinde. Uendelige bjergkæder. Tapre bjergbestigere i kamp mod elementernes rasen og den tynde luft. Buddhistiske munke i orange klæder og templer på bjergsiderne. Yakokser og Yeti. Undertrykkelse i Tibet og lykke i Bhutan. Verdens tag. Sneens hjem. Alt det fremmedartede, spændende, skræmmende – med en snert af magi.

I Højt kommer vi på rejse gennem hele Himalaya, både de fysiske bjerge, historien og de mennesker, der i dag bor der. Vores rejsefører er den norske journalist Erika Fatland, og med hende i hånden kan vi trygt rejse i højderne, gennem fem lande i Himalaya og imens blive klogere på livet, historien og myterne om de høje bjerge og deres beboere.

Erik Fatland lægger ud i Kina, i Xinjiangprovinsen, nordvest for det egentlige Himalaya. Her oplever hun den moderne rejseverdens svøbe: kampen for at få et visum. Igen og igen gennem hendes rejse må hun reflekterer over det med at krydse grænser. Nogle har engang været åbne, men er lukkede som følge af konflikter mellem nabolande. Nogle er blevet åbnet, og givet mennesker der før var isolerede adgang til den moderne verden – på godt og ondt. Fælles er, at grænserne sjældent er tegnet af dem, der bor langs med dem, men oftest sat på et kort langt borte i London, Beijing eller New Delhi.

Fatland har en sjælden evne til at komme ind de steder, andre bliver holdt ude. Hun rejser gennem Pakistan, Indien og i det forkætrede Kashmir. Hun kommer til Bhutan og Nepal, Tibet og Shangri-La (ja, den findes skam – om end det er en kinesisk landsby ved navn Zhongdian, der skiftede navn i 2001 for at tiltrække turister (med stor succes)). I bjergene er tiden en anden, og Himalaya er et kludetæppe af folkeslag, tabte kongedømmer, sprog, etniciteter og religioner. Nye veje skabe sammenhæng mellem afsides landsbyer, og nye generationer får adgang til skole, sundhed – men det moderne er både godt og ondt. Klimaforandringer og stormagter trænger ind i folks hverdag, og det kan være svært for de gamle at se det nye folde sig ud.

Højt er en samlet beretning om en rejse, men først og fremmest om de mennesker, Erika Fatland møder undervejs. Hun blander fermt de personlige historier og oplevelser med geografi, historie og politik, og fortæller levende om det gamle og det nye, magt og afmagt, den storeslåede natur og de ødelæggelser, mennesker påfører den. Og om et samfund i forandring, om undertrykkelsen og frygten, men også om viljen til at skabe sig et bedre liv. Det er virkelig en spædende og fremragende bog!

Hvis du kan lide rejseskildringer eller bare føler en flig af fascination for Himalaya og alle myterne og historierne derfra, så bliver du både klogere og godt underholdt af Erika Fatland. Får du lyst til at læse flere rejseskildringer, så har Fatland også skrevet Grænsen (om en rejse i landene rundt om Rusland) og Sovjetistan (om –stan landende i Asien.)

Erika Fatland: Højt. 636 sider, Informations forlag. Oversat af Lotte Follin, udkom 25. november 2020

Der er lukket for kommentarer.