”At tilgive, Askur, sagde hun, er ikke det samme som at acceptere det, nogen har gjort mod én. At tilgive er at fortsætte. Ellers er jeg bange for, at du altid vil slæbe rundt på et anker, der holder dig fast i fortiden”.

Askur er på vej i lufthavnen for at hente sin mor, som han ikke har set i mange år. Men på vejen derud, beslutter han sig for at vende om. Og da moderen ringer, efter hun er landet, tager han den ikke og slukker sin telefon.

Han rejser rundt i sit hjemland Island, blaffende på må og få, og vi følger ham på turen, hvor han kigger tilbage på, hvordan han endte der.

Bogen handler om en ung mand, der sidder fast i nogle mønstre fra sin barndom, om at have et uforløst forhold til sine forældre og ikke vide, hvor man er på vej hen. Han er kritisk og hård mod sig selv, til tider selvmedlidende, og han har svært ved at følge med dem omkring sig, og han aner ikke selv, hvor han er på vej hen.

”Gyda var en af dem, der vidste, hvor hun var på vej hen. Jeg var en af dem, der spændte selen og håbede, at jeg fik et lift”.

Det er fortiden, der plager ham, og selvom han virkelig ønsker at smide fortiden ud, bliver han ved med at spole tilbage og afspille øjeblikke fra fortiden.

”Jeg har opsparet så meget rod fra så mange forskellige sammenhænge, at jeg aldrig har kunne favne det med ord, men det vækker en følelse af skam i mig.”

For hvad nu, hvis fortiden indhenter ham? Hvad nu, hvis han fejler i den rolle, han lander i? Kan man nedarve dysfunktionelle familiemønstre?

”Én ting er at tilhøre en familie, noget helt andet er at skabe en ny.(…) At bære ansvaret for nogens fremtid? Mig?”.

Romanen handler også om, hvor nyttesløst det er at forsøge at skærme sig fra alt det, der foregår omkring en, da verden går sin gang uanset, hvordan man har det indeni

Den handler om at være et barn, der er ved at gå i opløsning over at holde på en forælders hemmelighed og om at kunne træde ind i en rolle efter behov og levere en toppræstation, der passer til situationen.

”Mon det er en slags uskreven lov, at alle familier skal have mindst et af den slags samtaleemner, som de skal undgå?”.

Gennemtræk er én af de bøger, du gerne vil læse langsomt for ikke at gå glip af noget, og fordi du ikke har lyst til, at den skal slutte. Sproget er en oplevelse i sig selv: ”Vinden er gennemtræk mellem mennesker. Så hvis man længes efter vindstille vejr, er det enklest at tie. Måske er det bedste endda, at man ikke har nogen ord”.

Kæmpe stor anbefaling!

Einar Lövdahl: Gennemtræk, Gyldendal, maj 2026, oversat af Nanna Kalkar, 302 sider.