Ronald Reng: 1974 – Et tysk møde
Jeg ved, hvad du tænker: Nu bliver det ikke mere nørdet. En bog om en enkelt fodboldkamp? Ville det ikke være lettere bare at se en optagelse af kampen? Jo, det er en god pointe, men tænker jeg sådan, tager jeg naturligvis fejl. For selvom omdrejningspunktet rigtig nok er det legendariske opgør mellem Vesttyskland og Østtyskland under VM i 1974, så er bogen så meget mere end en fodboldkamp.
Denne bog handler om en tid, og det var ikke en tid med ro og fred, tværtimod. Okay, med krigen i Ukraine og urolighederne i Mellemøsten kan du godt have en pointe, hvis du siger, at vi i dag heller ikke er i en tid med ro og fred, men tro mig. 1974 var en helt anden tid. Tyskland var efter 2. Verdenskrig blevet delt i to, og da Sovjetunionen i 1961 besluttede sig for at bygge en mur ned gennem Berlin, var Den Kolde Krig mellem øst og vest blevet stærkt intensiveret.
Op gennem 60’erne blev en række stærkt venstreorienterede vesteuropæiske terrororganisationer skabt, og i 1970 kom tyske Rote Arme Fraktion som én af de mest voldsparate. Da VM i Vesttyskland i 1974 blev sparket i gang, var de på deres højeste. Men det var ikke alt. Under OL i München i 1972 havde den palæstinensiske terrororganisation PLO trængt ind hos de israelske idrætsfolk og endte med at myrde en lang række af dem. Tiderne var urolige, og øst og vest havde det ikke godt med hinanden.
Og her kom så denne fodboldkamp, som på papiret var kæmpestor i det østlige Europa, og som de fleste i Vesteuropa var stort set ligeglade med. Det er denne kamp og denne tid, som den fremragende forfatter Ronald Reng skriver om ved at se hele perioden gennem en lang række personers øjne.
Det er en meget detaljeret – og for mig eget vedkommende måske til tider endda lidt for detaljeret – beskrivende handling. Reng er helt utrolig god til at researche, og selvom det naturligvis ikke er sådan, så føler jeg næsten, at han intet har udeladt, hvilket godt kan være et resultat af at blive helt opslugt af historien.
Er du til historie, og interesserer du dig for Den Kolde Krig, så er denne bog simpelthen et must. Den leverer på samtlige parametre – også de sportslige, selvom det faktisk ikke fylder så meget, som man skulle tro. Samfundshistorie er i centrum, og du kan lære ufatteligt meget ved at læse denne bog. Giv den en stor chance.
Ronald Reng: ”1974 – Et tysk møde”, Forlaget Werge & Whitt, 320 sider, på dansk ved Lars Werge, udkom oktober, 2024
Læs også:
Christian Nørgaard-Larsen: Halvguderne – 100 år i italiensk fodbold
Asker Hedegaard Boye: Spillets forvandling – Europæisk fodbold i 30 år