Helle Malmvig: Glemmer jeg
Mageløs debut af Helle Malmvig. Den bedste bog, jeg har læst i år!
Julie vokser op i et hjem i Hellerup med bøger, klassisk musik og dannelse. Udadtil en god opvækst, men bag hjemmets vægge foregår uhyrlige hændelser, der dukker op som brudstykker i voksenlivet og får hende til at flygte fra sig selv og sin familie.
Sådan skriver forlaget om denne autofiktive debutroman.
Debatten om bogen har drejet sig meget om klasseperspektiv, og hvem der har mest ret til at tale om en traumatisk barndom, da forfatteren tidligere udgav et digt på forsiden af Weekendavisen med titlen: ”Er jeg berettiget til en traumatisk barndom, Glenn Bech?”
Men som læser finder jeg diskussionen om klasseperspektivet sekundær. Romanen handler om så meget andet.
Den handler om, hvordan vores barndom kan påvirke os langt ind i voksenlivet, hvordan erindringen kan være en utilregnelig størrelse, og om det er, hvad vi husker, eller hvad vi glemmer, der gør os til dem, vi er.
Den handler om, at kroppen ofte husker dét, sindet fortrænger, om adfærdsmønstre, og om hvordan vi som mennesker kan vænne os til det meste, hvis alle omkring os agerer, som om det er helt normalt.
Og selvom historien og de enkelte episoder er meget personlige, er de refleksioner, forfatteren gør sig, både som barn og voksen, genkendelige.
For eksempel når hun reflekterer over omgivelserne.
Hun beskriver på et tidspunkt en situation, hvor hendes far har taget hende på skødet: ”Fars hænder begynder at kravle op og ned ad mine lår, hen til maven og nu ved brysterne, kører hænderne i cirkler, ælter og maser, han smågriner imens (…) jeg stirrer frem på farmor og farfar og mor, der sidder lige over for mig i sofaen, de siger vel noget, hvis det er forkert (…) men de snakker videre med ord, jeg ikke længere kan høre (…)”.
Eller når hun som barn søger tilflugt på biblioteket og går rundt og hjælper bibliotekaren; ”Jeg går rundt lige bag hende og håber, hun vil tale med mig og måske spørge mig om noget. Selvom jeg ikke helt ved, hvad det er, jeg vil have, hun skal spørge mig om, eller hvad jeg vil svare, hvis hun spurgte”.
Eller når hun reflekterer over, om hukommelsen er pålidelig; ”Eller, når jeg nu fortæller dig om det, bliver jeg i tvivl. Var det lige præcis den dag, eller er det noget, min hukommelse senere har fundet på? Det gør hukommelsen jo, sætter to forskellige begivenheder sammen til et forløb, lige så stille udfylder den huller, binder ting sammen og tager andre væk”.
Jeg kunne blive ved med at citere fra bogen. Helle Malmvig skriver fantastisk og bogens opbygning står samtidig i perfekt kongruens med fortællingen. Kapitlerne skifter mellem barndommen og voksenlivet, og de illustrerer den distance, hun som voksen har skabt til sig selv som barn.
Det understreges yderligere af, at hun omtaler sig selv i tredjeperson som barn – ”pigen”.
”Hende, som var nødt til at dø, for at jeg kunne leve”.
Men bogens voksne hovedperson Julie kunne alligevel ikke leve, før hun igen skabte forbindelse til sin fortid og til sig selv som barn. Spørgsmålet er, om forsoningen mellem de to bliver svaret på hendes udfordringer.
Fantastisk roman. Snyd ikke dig selv for denne læseoplevelse.
Romanen er til dig, der kan lide Alex Schulman, Morten Pape, Edouard Louis, Delphine de Vigan og Glenn Bech.
Helle Malmvig: Glemmer jeg, Forlaget 28b, oktober 2024, 320 sider.