“Du slår mig ikke som en, der læser Sartre.” Sådan sagde min kollega, da han så bogen her på mit skrivebord. Men det er jeg blevet. I hvert fald én gang. Og når bogen lå på mit skrivebordet på arbejdet, så var det fordi jeg havde været opslugt af at læse hele vejen fra Søborg ind til arbejdet i det centrale København. Ja, jeg var nær ikke kommet af metroen på Gammel Strand.

Jeg har tidligere læst Camus, Johannes V. Jensen og Ernest Hemingway. Og man må bare erkende, at de rigtige store forfattere kan noget særligt, som det er svært præcist at sætte fingeren på. Det gælder naturligvis også den franske filosof Jean-Paul Sartre – eksistensialismens fader.

Det var i bogskabet foran Gladsaxe Bibliotek, at jeg fandt en slidt udgave fra 1965 af “Terningerne er kastet”, som første gang udkom på fransk i 1947 med titlen “Les jeux sont faits”.

Kort fortalt, så handler bogen om Pierre og Eve, der begge dør og kommer til de dødes parallelverden, hvor man går rundt blandt de levende. Det står dog klart, at “fødselsafdelingen” har lavet en fejl(!) Pierre og Eve er nemlig skabt for hinanden og burde derfor have mødtes i levende live. Derfor får de 24 timer tilbage i de levendes verden til at finde kærligheden mellem hinanden.

I må selv læse hvad der videre sker.

En simpel men samtidig fængslende fortælling, som virkelig fangede mig. Hvad hvis verden er sådan, som Sartre beskriver det her. Hvad hvis de døde går rundt blandt os uden vi ved det? Hvad hvis vi dør i morgen? Hvad hvis vi ikke kan komme tilbage ved hjælp af paragraf 140? Har vi fået nok ud af livet? Eller kan vi vælge at leve livet videre, hvis vi kan overbevise damen med katten om, at der er sket en fejl?

Jean-Paul Sartre: Terningerne er kastet. Vinten, 1965.