Imponerende debutroman!

En navnløs kvinde siger sit job op i Styrelsen, sælger sin lejlighed og flytter på landet, hvor hun har købt et dødsbo. Tidligere boede Elly i huset og den nye ejer overtager gradvist mere og mere af det der var Elly. Hun bruger hendes møbler, sover i hendes seng, går i hendes tøj, bruger hendes opskrifter.

Jeg læste Dødsbo i sommerhus, væk fra storbyen og hverdagens buldren. Jeg læste bogen, mens jeg var helt nede i tempo og in the mood for den type af roman, der kræver en vågen og opmærksom læser.

Der hviler en Helle Helle vibe over det ordknappe sprog, skildringer af det stille hverdagsliv, hvor dramaet lurer i de korteste sætninger som her: “Der lå en uåbnet mail fra hospitalet på Kammas computer.”

Egentlig tror jeg kvinden helst vil passe sig selv, men de to kvinder Nanna og Kamma fra landsbyen bliver ved med at dukke op og snakke og tager helt for givet, at kvinden gerne vil tage del i landsbyens liv og gerne vil deltage i den kommende træplantningsdag, som især Kamma er ved at arrangere.

Som jeg forstår romanen føler fortælleren sig mere i pagt med naturen, med edderkopper og larver end i pagt med systemet, samfundet, arbejdsmarkedet og bankverdenen. Hun er opmærksom på ikke at forbruge mere end det mest nødvendige og tager det med genbrug til next level ved at overtage mere eller mindre alt fra Elly. Det lidt uhyggeligt, fordi man som læser har svært ved at få greb om fortælleren, der smelter sammen med Elly.

Ikke mindst fordi hun undlader at sige “jeg”, men i stedet bruger “man” eller “en selv”. Der er noget afstandtagen fra sig selv i den måde hun opfatter sig selv på i forhold til verden. Dødsbo er krævende at læse, men samtidig virkelig fascinerende og original.

Romanen undersøger begrebet fællesskaber. Om at være indenfor eller udenfor. Om kontrollerende fælleskaber (fx på en arbejdsplads), hjælpende fællesskaber (når landsbyen sammen planter træer) og systematiseret fællesskab (idrætsforeninger). Jeg tror fortælleren er flyttet på landet for at slippe for fællesskaber, hvilket viser sig at være svært. Fællesskaber trænger sig på.

Dødsbo anbefales til læsere af Helle Helle og til læseklubber. Der er så meget at tale om, for eksempel sætninger som denne “Hvis man ikke kunne sove, kunne man tænke på hvad fostre drømmer om.” Man=fortælleren, hvorfor kan hun ikke sove? Og hvorfor tænker hun på fostre? Og på hvad de drømmer om? Jeg er fuld af spørgsmål, det er en roman man gerne deler med andre.

Dødsbo er med sit stille tempo og sin særegne fortællestil ikke til alle læsere. Men er du til denne type af litteratur, vil du elske den.

Vil du vide mere? Læs Hans Peter Madsens (cand.mag. i litteraturhistorie) anmeldelse af romanen på Bogmarkedet.dk.

Inger Smærup Sørensen (f. 1977) er uddannet kunsthistoriker. Dødsbo er hendes skønlitterære debut.

Inger Smærup Sørensen, Dødsbo, Grif forlag, Marts 2024, 208 sider