Alex Vanopslagh: Vejen til ansvar
Det er lidt svært i disse dage at være blot en smule interesseret i politik og så stadig ikke have hørt om Alex Vanopslagh. Ikke alene har han et lidt utraditionelt efternavn, som ofte kan være lettere at huske, end de mere traditionelle danske navne som Hansen, Jensen og Petersen. Alex har været leder af partiet Liberal Alliance, siden partiet fik vederstyggelige smæk af vælgerne ved valget i 2019, samme valg der gav os den første Mette Frederiksen-regering. Når Alex skiller sig ud fra mængden, er det på grund af hans meget imponerende resultater ved det seneste folketingsvalg i slutningen af 2022 og især måden, han og partiet nåede dertil.
Efter at have siddet tilbage med fire mandater (og slutteligt faktisk kun tre, eftersom folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll trak sig før valget i 2022), stormede Vanopslagh og Liberal Alliance tilbage i folks bevidsthed med hele 14 mandater, som er en imponerende stigning. Og mens de fleste – og her inkluderer jeg selv de mest politisk aktive – nok kan have en anelse vanskeligt ved at huske budskaberne i deres favoritpartis seneste kampagne, så kan alle – ja, ALLE! – huske den kampagne, som Liberal Alliance med Alex i spidsen kørte. I lygtepæle og på rækværk over hele landet hang skilte med forskellige versioner af hovedbudskabet: Du kan godt.
Det er netop denne indstilling til liv, arbejde og alt, hvad du ellers giver dig i kast med, som hans nye bog ”Vejen til ansvar” handler om. Bogen er også et udtryk for den nye og langt mere succesrige kurs, Alex har lagt for Liberal Alliance, for talen er gået væk fra topskat og bilafgifter og er i stedet flyttet over til noget meget mere idébaseret og en grundindstilling, der appellerer til rigtig mange – både politiske tilhængere og modstandere.
Et godt eksempel er hans arrangement onsdag den 21. juni, hvor 2.500 mennesker samledes i KB-hallen på Frederiksberg for at høre ham tale om personligt og fælles ansvar. Det gode i eksemplet finder vi bekræftet ved hans gæster, som var komiker Casper Christensen, tidligere medlem af folketinget fra Socialistisk Folkeparti Özlem Cekic og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne. Alle fire har været igennem hændelser og beslutninger i deres liv, der har kaldt på deres evne til at tage et stærkt ansvar, så de bedst muligt kunne drage hjælp af den støtte, det omkringliggende samfund kunne tilbyde.
For Özlem Cekic er eksemplet endda ret voldsomt, idet hun på et tidspunkt i sit liv havde oplevet hændelser, der gjorde hende så radikaliseret, at hun var ved at spare sammen til en billet, så hun kunne tage til Afghanistan og kæmpe muslimernes kamp mod Vesten. Efter en samtale med en imam fik hun præsenteret fuldstændig utvetydige argumenter, der gjorde det klart for hende, at Vesten ikke er i krig mod Islam eller nogen som helst anden religion for den sags skyld. Som hun selv med et glimt øjet udtrykker det: ”Jeg skiftede martyrdøden ud med en praktikplads i Føtex.” Hun tog ansvar.
For Casper Christensen handlede det om, at hans liv var kørt af sporet. Han skulle i en sen alder være far igen og så en mulighed for at blive en bedre far, end han havde været første gang – meget kort fortalt. Og for Lars Løkke Rasmussen handlede det om, at han kom i kontakt med nogle vrede unge mennesker, som han valgte at forsøge at hjælpe til nye muligheder, hvis de selv ville tage skridtet. Det skete via det, vi i dag kender som LøkkeFonden og DrengeAkademiet.
Og det er faktisk budskabet gennem hele bogen. Du skal ikke læne dig tilbage og være et offer. Du skal vælge at tage alle de skridt, du selv kan, så du på bedst mulig måde kan hjælpe dig selv og få overskud til at hjælpe andre med at gøre det samme. Alex mener, vi skal tilbage til den oprindelige betydning af liberalismen, som han lærte den gennem ophavsmanden Adam Smith. Smith bedyrede, at friheden er en kraft, der fordrer besindelse. Frihed er et middel til at fremme ansvarsfølelse for fællesskabet, ikke en ret til at forfølge egne mål uden begrænsninger.
Vi lærer nok mere i bogen om en liberalistisk tankegang, der drejer sig om en stærk fællesskabsfølelse og fuld udnyttelse af eget potentiale og langt mindre om billigere biler, lavere skatter og andre mere materielle mål. Og det tror jeg, bogen vinder ved. For ikke alene er det et opgør med en linje, der har været meget let at være uenig i; det er også en vej frem mod et stærkt samarbejde blandt mennesker, der rent politisk står på forskellige platforme. Og i tider, hvor et usandsynligt hårdt sprog på sociale medieplatforme har banet vejen frem mod en stærkt stigende polarisering, kan sådan et menneskesyn og et idégrundlag være med til at åbne døre.
Derfor er bogen ikke en prædiken men meget samlende. Det kan godt lyde lidt sjovt, hvis man kender Alex Vanopslaghs normale humor og enormt underholdende tilgang til politik. Men det er, fordi bogen ikke som udgangspunkt er politisk. Jo, der er masser af budskaber i bogen, som politikere dagligt berører, men budskaberne er mere grundlæggende og fundamentale.
I bogen lærer du naturligvis om hans liberale rødder, og hvordan han ser frihedsidealet i dag. Og jo, du får naturligvis historier fra det politiske liv og fortællinger fra samfundet, der ikke bare er med til at bygge en troværdighed op om hans eget politiske ståsted, men endnu vigtigere får du et indblik i hans ideologiske ståsted. Især gennem hans syn på velfærdssamfundet.
Han taler også om det, han frygter allermest i tiden, nemlig åndelig fattigdom. Han prikker til vores ansvarsfølelse og vores lidt dårlige samvittighed over, at vi ofte står med en forventning om, at hjælpen automatisk kommer, når du har brug for den. For i rigtig mange tilfælde har du enten slet ikke brug for den hjælp, eller du har selv mulighed for at tage udfordringen op. Når vi først får det budskab klistret fast på brystet, så er der langt bedre mulighed for at hjælpe dem, der virkelig har brug for hjælp – og det gælder alle uanset etnicitet, religion, kulturel arv, så længe de vil deltage og give den en skalle for det fællesskab, dette ansvar baner vejen for.
Med denne slags manifester kan det ofte være rart, at de ikke er for lange. For sidder du og er grundlæggende uenig med budskabet, så gider du ikke bruge for meget tid på det. Og er du enig, vil du gerne have budskaberne skåret så klart ud som muligt. Af begge årsager er det dejligt, at bogen ikke overstiger 300 sider.
Bogen er velskrevet og kan sætte mange tanker i gang hos mennesker med meget forskellige baggrunde. Og det er altid sundt.
Alex Vanopslagh: ”Vejen til ansvar”, Forlaget Grønningen 1, 264 sider, udkom juni 2023.
Læs også:
Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt: Bertel Haarder – en frygtløs tænker
