Sarah Croix: Den sidste viking
Vi slipper aldrig helt vikingetiden. Denne sagnomspundne periode med eventyrlyst, hvor Skandinavien for alvor stemplede ind på den europæiske scene. Vi holder aldrig rigtig op med at blive fascineret af vikingerne, og vi holder heldigvis heller aldrig op med at diskutere dem og deres tid.
Erobrere og sørøvere? Ja da. Handelsmænd og opdagelsesrejsende? Også det. Kvindernes plads? Bøndernes? Skibenes udvikling? For slet ikke at tale om den gamle, nordiske mytologi og den kristendom, der erobrede Skandinavien med eller uden jernbyrd.
Det bliver ved og ved – vølver (som Nationalmuseet har en i øvrigt lidt skuffende udstilling om p.t.) og kvinders rettigheder, krigere og kongemagt, sejlskibe og trælle. Vikingetiden kalder på vores nysgerrighed og stolthed, og faghistorikere må rive sig i håret over populærkulturens appropriation af vikingerne. Det er ikke et nyt fænomen – mytedannelserne om vikingetiden har været i gang i mere end 150 år!
Sarah Croix tager os meget fint igennem (især) den sene vikingetid og giver et rids over perioden og dens afslutning. Med udgangspunkt i Harald Hårderåde, den norske konge der faldt i det (måske) sidste, storslåede forsøg på at (gen)erobre England fortæller hun sagligt og veloplagt om tiden og dens afslutning. Der er også plads til et par svirp til nutidens fascination af epoken og hvordan vi digter og gendigter på de historiske oplysninger, så de passer til vores verdensbillede og forudindtagede holdninger.
Der er masser af viden på kun 100 sider, og Croix kan sit stof og sin formidling.
Den sidste viking er enogfirsindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien.
Sarah Croix: Den sidste viking. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 13. juni 2024