En godt gemt herregård bag høje mure. Et øde observatorium, omkring hvilket historier om UFO’er lever i bedste velgående. Prepper Per, som er klar på enhver tænkelig undergangssituation, og som har paranoiaen siddende uden på tøjet.  Chefen for afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle, Leonora Asker. Hendes barndomsven Martin Hill.  En gal videnskabsmand. Har du alt dette, ja så har du ingredienserne til Anders de la Mottes nye krimi Glasmanden.

Jeg har et svagt punkt for politikvinden Leo Asker, som vi lærte at kende i De bjergtagne, og jeg har glædet mig til opfølgeren Glasmanden, og jeg blev ikke skuffet. Med greb fra gysergenren, krimiens gode plot og evnen til at opbygge suspense, så var jeg nødsaget til at rive 24 timer ud af min kalender, for denne krimi skulle læses. Det er en rigtig page turner, og jeg havde umådelig svært ved at lægge den fra mig.

Vi møder igen politibetjenten Leo, som er blevet flyttet fra Personfarlig til afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle på etage minus 1 i politibygningen. Hun bliver ringet op af sin far Prepper Per, som hun ellers har brudt al kontakt med, da han har forsøgt hende dræbt, men Prepper Per har brug for hendes hjælp, da han forventer at blive anklaget for mord. Samtidig er venner Martin Hill blevet udskrevet fra sygehuset og har nu fået en enestående mulighed for at skrive en bog om erhvervsmanden Gunnar Irving og hans familiedynasti. En opgave han ikke kan sige nej til, da familiedomicilet Stjernholm ligger tæt på den privatejede ø, hvorom der går den ene mere utrolige historie efter den anden om monstre og UFO’er, noget Hill har været fascineret af hele sit liv og har dyrket i sin ungdom. Pludselig er de to hovedpersoner hvirvlet ind i hver deres jagt på forbrydere og hemmeligheder, og da deres spor begynder at nærme sig hinanden, træder glasmanden ud af mørket.

Anders de la Motte skriver godt, og man tror på hans karakterer og hans plot, hvor man hele tiden sidder og gætter med og synes at have greb om situationen, som så alligevel overrasker. Han er god til at anvende krimigenrens psykologiske greb, og i denne historie om Glasmanden kryber fortællingen i bedste gyserstil også ind under huden på læseren. Samtidig med at forfatteren mestrer disse genregreb, besidder han også en stor del humor, og det skinner simpelthen igennem skriften, måden han skriver personagerne på etage minus 1 frem på er skøn, varm og troværdig tildelt en god del humor.

Gå gerne ombord i Anders de la Mottes forfatterskab, men vid at du skal have tid, for når først man er begyndt, er man fanget i ålerusen.

Bogblogger.dk har tidligere anmeldt De bjergtagne.

Anders de la Motte, Glasmanden, Oversat fa Louise Urth Olsen, Modtryk, 2024, 591 sider.