Hvor langt er der fra Kazan til Sibirien? På et kort er der tusindvis af kilometer, men i 1930’ernes Sovjet var der ikke længere end længden på en artikel i en historiebog. Og man behøver ikke engang at have skrevet artiklen selv.

Jevgenija Ginzburg er kommunist, mor til to og arbejder på universitetet i Kazan, der er en millionby ved floden Volga, ca. 800 kilometer øst for Moskva. En dag i 1935 bliver hendes kollega arresteret, fordi Stalin har fordømt en artikel han har skrevet i en historiebog. Det bliver starten på en rædselsvandring gennem fængsel og fangelejre, der kom til at vare 18 år.

Ginzburg har godt nok ikke noget med artiklen eller bogen at gøre, men kommer snart under anklage. Som ven af historikeren falder mistanken efter Sovjetsystemets sindrige logik hurtigt på hende. Hun burde jo have varskoet partiet om denne forræderiske professors sindelag. Her hjælper det ikke, at professoren helt frem til Stalins fordømmelse var anerkendt, og at hans artikel havde styrets opbakning – altså indtil den ikke havde det længere. Det er så absurd, at det er svært at forstå. Også for Ginzburg og hendes mand.

Der er bare ingen vej udenom. Ginzburg får en dom på 10 år for politiske terrorisme, og sammen med mange andre må hun først sidde to år i fængsel under de mest inhumane og vanvittige forhold, før hun bliver deporteret til Kolyma i Sibirien.

Min tunge vandring er Ginzburgs egen fortælling om hvad der skete, skrevet efter hendes hjemkomst. Fra de første forhør til dommen – ”kun” fængsel og forvisning, en lettelse at det ikke blev en dødsdom – til fængslet og lejrene i Sibirien. Og tiden efter, for selvom hun bliver frigivet fra lejrene er hun stadig ikke fri. Hun fortæller om de forfærdende forhold, om fængselsmad og fangetransporter. Om vanvittige arbejdsnormer og ufattelig brutalitet. Om sammenhold og medmenneskelighed mellem fangerne og om kulden, sulten og sygdommene.

Og hun skriver om hvordan det føltes undervejs – om angsten, om håbet, om apatien. Om at tro, at hvis bare hun kunne fremlægge sin sag i Moskva, så ville partiet forstå, at det var en fejl… til opgivelsen, da det går op for hende, at hun bare er en ud af millioner, at der er en kvote for fanger, der skal opfyldes. Og at det kommunistparti, hun har troet på og elsket, ikke bare vender hende ryggen, men aktivt udstøder hende og truer hende med fangeskab og død.

Ikke bare frygter hun for sit eget liv, hun må også døje med angst for hvem hun river med sig i faldet. Hendes mand. Hendes kolleger. Hendes venner. Og hendes børn.

Min tunge vandring er litteratur fra allerøverste hylde. Lad dig ikke afskrække af de 780 sider, det er et mesterværk. En rejse ind i Sovjets mørkeste hemmeligheder og Stalins forbrydelser mod sit eget folk og sine allermest loyale borgere, men også et indblik i et menneskes sind, der igen og igen må finde vilje og styrken til at udholde det uudholdelige. Jevgenija Ginzburg er et af mennesker, der bliver hos en lang tid efter at man har lukket hendes bog.

Anna Libak har skrevet forord, og det er også værd at læse. Og hvis man alligevel synes at 780 sider er for meget, så kan man begynde med Solsjenitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv.

Jevgenija Ginzburg: Min tunge vandring. 780 sider, Gyldendal. Oversat af Ole Husted Jensen, udkom 24. oktober 2022