En helt almindelig, grå og kedelig hverdag, hvor der ikke sker noget som helst ud over det sædvanlige. Kan det virkelig blive til en af litteraturhistoriens mesterværker? Ja, det kan det, når den kedelige hverdag foregår i en sovjetisk arbejdslejr og forfatteren til skildringen er Solsjenitsyn.

Ivan Denisovitj – bogen igennem omtalt som Sjuhov som følge af de russiske navneregler – er dømt til arbejdslejr. Han blev taget som fange af nazisterne under 2. verdenskrig, og den går ikke, heller ikke selv om det lykkes en at stikke af og vende hjem. Ti år i lejr, sådan straffer man soldater i Sovjet.

I lejren må han forsøge at overleve ved at tilpasse sig. Han er ingen alfahan, det er ikke ham, der leder barakken eller sin arbejdsbataljon. Han koncentrerer sig om at skaffe tøj, varme, mad og cigaretter, og når det lykkes er han faktisk næsten helt tilfreds.

En lejrfanges dag bygger på regelmæssighed, sult og hårdt arbejde. Reveillen lyder klokken fem om morgenen, og fra dette tidspunkt følger vi Sjuhov gennem dagen. Det er en lang kamp for at udstå sult, kulde og fangevogternes arbitrære overgreb. Man kæmper om fodlapper, støvler og ikke mindst mad. Man ydmyges, tvinges til at arbejde hårdt – og skulker hvor man kan – fryser, sulter og dukker nakken i et forsøg på at overleve i en umenneskelig hverdag. Vi ser det alt sammen konstaterende igennem Sjuhovs øjne, det er bare sådan, det er.

Det er præcis det, der er så knugende ved fortællingen. Sjuhov er ingen oprører, han beskriver bare ganske nøgternt, hvad han ser, og i denne nøgternhed træder det umenneskelige frem, blotlagt af sin hverdagsagtige gru. Allerværst fremgår det, at denne dag, hvor Sjuhov har været småsløj, men alligevel har skullet mure i 27 frostgrader faktisk har været en god dag. Han fik nemlig tiltusket sig ekstra brød, både til morgen og aften. Sådan kan man blive glad for lidt.

Solsjenitsyn havde selv siddet i arbejdslejr og, som det fremgår af Samuel Rachlins meget fine forord, har værket ikke kun litteraturhistorisk betydning, det kom også til at spille en politisk rolle i opgøret med Stalin efter hans død – og forfatteren kom til at betale for sit forfatterskab med eksil, da grebet igen blev strammet efter Khrustjovs fald. Aleksandr Solsjenitsyn fik nobelprisen, og kunne først vende hjem til Rusland efter murens og kommunismens fald.

Der er sikkert mange læsere, der synes russisk arbejdslejr litteratur lyder forskrækkeligt kedeligt og derfor går uden om En dag i Ivan Denisovitjs liv. Det er synd, for dette er et lille mesterværk på kun 172 sider, så selv hvis man generelt har det svært med de ofte meget volumniøse russiske klassikere, så bør man sætte en aften eller to af til denne knugende oplevelse!

Tak til Gyldendal for at genudgive dette lille mesterværk.

Aleksandr Solsjenitsyn: En dag i Ivan Denisovitjs liv. Gyldendal, 172 sider. Oversat Edith Frey, 2018.