Lejrlitteratur er en genre for sig. Fra Solsjenitsyn til Primo Levi har nogle af verdens bedste forfattere fortalt om det lejrlivet i det 20. århundredes frygtelige lejre, hvor af Hitlers kz-lejre og Stalins Gulag er det mest kendte. De fire bøger hører hjemme i det selskab.

Vi er i Maos genopdragelseslejre. Intellektuelle er sendt i lejre i ødemarken for små forseelser – eller ingen forseelser overhovedet – for at blive genopdraget i den rette, kommunistiske tro. De er musikere, forfattere, professorer og har levet stille liv sammen med deres bøger og familier. Inden de som sagt træder ved siden af og bliver sendt i lejr.

Her hersker jungleloven. Bøger er forbudte, maden er sparsom, og der slås hårdt ned på ethvert forsøg på at flygte, for slet ikke at tale om indsatte, der udviser menneskelighed og kærlighed over for hinanden. De indsatte drømmer kun om at komme hjem, og det mål kan de på den mest udspekulerede vis kun nå, hvis de stikker hinanden. Således er de indsattes største trussel ikke lejrens leder, men de øvrige indsatte, der nidkært vogter over fejltrin, flugtforsøg eller værst af alt: andre indsattes kærlighedsaffærer.

Det er menneskelivet vendt på vrangen, og helt galt går det da lejrlederen forsøger at konkurrere med de øvrige lejres ledere om at forpligte sig på de mest vanvittige produktivitetskrav for både hvede og stål. Målene har intet med den virkelige verden at gøre, men hvad gør det? I det store spring fremad belønner man dem, der kan skråle de mest urealistiske forhåbninger, ikke dem der rent faktisk kan levere varen, brød og stål til folket.

De indsatte går derfor i gang med dødsdømte forsøg på at leve op til de umulige krav i et urealistisk håb om en dag at kunne være genopdraget og vende hjem til deres familier. Det ender i katastrofe, som enhver kunne have forudset, da alle træerne er fældet, muldet væk og floden går over sine bredder. Imens brænder bøgerne.

De fire bøger fortæller historien om lejr Z99. Her er menneskets personlighed udslettet i sådan en grad, at de ikke engang har fået et navn. De omtales kun ved deres arbejde, deres funktion, selvom også den er næsten udslettet eller måske genopdraget: Musikeren. Humanisten. Laboranten. Forfatteren. Teologen. Og lejrens leder, der kun trygler om sine foresattes anerkendelse: Barnet.

Yan Lianke sparer ikke på symbolikken, som da Forfatteren forsøger at dyrke særligt store hvedearks ved at vande dem med sit eget blod. Det gør ikke noget, for stilen understreger lejrens grusomhed – symboler betyder mere end mennesker, og langsomt skrælles menneskeligheden og civilisationen af lejrens indsatte, og selv lejrens kommandant må give fortabt.

De fire bøger er en mageløs bog, som ridser i sjælen. Jeg har ikke læst noget af Yan Lianke før – som i øvrigt i modsætning til sine litterære frænder Solsjenitsyn og Levi ikke selv har siddet i lejr – men det er bestemt ikke sidste gang.

Yan Lianke: De fire bøger. 315 sider, Gyldendal. Oversat af Susanne Posborg, 2018