Er dette verdens længste bog? Nej, med 792 sider er Natten. Søvnen. Døden. Stjernerne. nok ikke verdens længste bog. Det føles bare sådan.

Whitey McClaren får bank af politiet. Han er ellers en kendt, afholdt mand i sit lokalsamfund, byen Hammond. Tidligere borgmester, en ven af politiet og en velhavende forretningsmand. Men det hjælper ham ikke, for da han med sin veludviklede retfærdighedssans protesterer over to betjentes overfald på en mørklødet mand, lader betjentene vreden gå ud over ham. Det ender ikke godt.

Tilbage står enken og de fem voksne børn, hvoraf flertallet er ganske utålelige. De kæmper med sorgen over tabet af Whitey, med meningsløsheden i hans død – og med deres egne, selvoptagede og i virkeligheden ret uinteressante liv. Det gør de over 792 meget lange sider, hvor deres mor oplever både skyld og skam over at livet går videre, og hvor børnene udviser både en absolut ikke subtil racisme, en stor grådighed og i øvrigt et enormt fjendskab imellem sig.

Den slags familiestridigheder kan jo blive til virkelig god litteratur. Det gør det bare ikke her. Det er en roman med mange detaljer, mange beskrivelser og mange uforløste følelser, der kræver en mere tålmodig læser end undertegnede.

Jeg elsker normalt lange bøger, men Natten. Søvnen. Døden. Stjernerne. flytter sig ikke ud af stedet. Det er en roman fyldt med ord, men som alligevel ikke når ind under huden på sine personer. De får ikke rigtig autencitet og væren, selvom det da bestemt i glimt undervejs er underholdende at læse om især mellembarnet Lorenas paranoide tilgang til rollen som rektor på det lokale gymnasium.

Joyce Carol Oates: Natten. Søvnen. Døden. Stjernerne. 792 sider, Harper Collins. Oversat af Henriette Rostrup, udkom 1. juli 2022