Jeg opdagede første gang Ian McEwan i den fantastiske Soning. Derefter er jeg begyndt at læse mig igennem hans forfatterskab, kun for at kunne konstatere at Soning er mesterværket. Bevares, han har skrevet andet godt, men på niveau med Soning er det altså ikke.

Dennegang er turen kommet til hans nyeste værk, Ved Chesil Beach. Og det er skam en nydelig lille roman om Edward og Florence, der gifter sig i det herrens år 1962 og ved så lidt om (sex)livet, at det får konsekvenser for resten af deres liv.

Et tidsbillede (omend jeg ikke aner hvor korrekt det er, men det lever da op til fordommene om de sexforskrækkede englændere med stiff upper lip) Vi er før den seksuelle revolution, på et tidspunkt hvor det stadig ikke er “in” at være ung, og hvor unge mennesker gifter sig tidligt for at kunne opnå den attråede voksenstatus.

Edward og Florence har hver deres atypiske baggrund, og beskrivelserne af deres liv frem til den fatale bryllupsnat, hvor erotikken for første gang skal introduceres i deres forhold, er fine og læsværdige. Bogen er ikke så lang, så man kan tilbringe en god eftermiddag blandt usædvanlige mødre, universitetsmiljøet i de tidlige tressere og lidt klassisk musik uden at føle sig snydt.

Havde jeg ikke læst Soning, ville jeg nok have bedømt Ved Checil Beach lidt mildere – omend det nok er usandsynligt, at jeg i så fald ville have givet mig i kast med den… Når nu forfatteren kan skrive, så verdenshistorien og den personlige historie væves sammen til et uforligneligt og ubærligt drama – hvorfor så lade sig nøjes med mindre?

Kom igen, McEwan, jeg ved du kan!

Ian McEwan: Ved Chesil Beach. 2007, da. 2007. Gyldendal, 138 sider.