Michael Mørkøv er ikke en rytter, du i landevejsløb oftest ser suse først over målstregen. Alligevel er han én af de ryttere i feltet, der oftest jubler, når han kører i mål. Så hvordan hænger det egentlig sammen?

Hvis du ikke kender Michael Mørkøv, så lyder det forvirrende. Men faktum er, at den stille knægt fra Kokkedal har udviklet sig til – oven i sin kæmpe succes på bane – én af de ryttere, alverdens sprintere allerhelst vil have på sit hold.

Carsten Ritter er manden, Mørkøv har valgt at fortælle ”Min vej” til, og Ritter er et meget stabilt valg. Det var også ham, der skrev bogen om en anden hjælperytter, Lars Bak, og Carsten har i mange år beskæftiget sig journalistisk med cykelsporten. Det er ikke en sprudlende fortælling, men det ville måske også være underligt, når hovedpersonen er den temmelig indadvendte og rolige Mørkøv. Ritter er mere end ledsager, der blot styrer fortællingen fra kapitel til kapitel. Alt det spændende kommer fra Michaels egne oplevelser.

Oplevelser der til gengæld også ganske mange af. Nok ikke så meget i starten af bogen, hvor du mest af alt hører om hans start i Lyngby Cycle Club, hans mange træningsdage og udeblevne resultater. Det er nok bogens mere uinteressante del, men eftersom den er kronologisk bygget op, så er det noget, vi nærmest skal igennem. Men når jeg om ti år sidder og tænker tilbage på alle de bøger, danske ryttere har skrevet, så vil jeg ikke kunne sige, at det var ham her, der cyklede for Lyngby, mens ham her cyklede for Ordrup. Denne del af deres fælles fortælling ligner meget ofte hinanden. Og fortællestilen gør heller ikke noget for at adskille den del af fortællingen fra andres.

Til gengæld er der rigtig mange årsager til at kunne lide Michael Mørkøv, og dem får vi igen og igen bekræftet. Han er vitterligt en ydmyg mand, der har kæmpet og slidt sig til hver en centimeter, han har vundet i sin sport. Og så har han fundet en hylde, hvor kun meget få kan være med. Han er simpelthen den bedste leadout-rytter i verden i dag. Det er det, der gør ham så populær.

Hvis jeg lige kort skal forklare, hvad en leadout-rytter er, så er det ham, der kører sprinterne i stilling, så de har de bedste muligheder for at vinde etapen. Og absolut ingen gør det bedre end Mørkøv. Så sent som under Tour de France sidste år var det Mørkøv og ingen anden, der kørte den efterhånden aldrende Mark Cavendish frem til hele fire sejre, så den energiske englænder kunne nå op på Eddie Merckx’ rekord for flest etapesejre i historien. At han overhovedet kunne vinde én var et under. At han fik fire er Mørkøvs fortjeneste. Og netop den evne hos Mørkøv er årsagen til, at han så ofte kører over målstregen i jubel. Han har ikke selv vundet, men han har hjulpet en rytter på sit hold til at vinde.

Ikke alene er Mørkøv blevet en levende legende for at være den, der bedre end alle andre læser et felt og kan lede sine sprintere frem til den bedst mulige position. Han tager også dette arbejde meget seriøst. Faktisk beskriver han flere gange i bogen, hvordan det arbejde ikke blot foregår i slutningen af et cykelløb. Det foregår under hele løbet, hvor han sørger for at passe på og beskytte sprinteren og indgyde ham selvtillid, og det foregår før løbet og endda dagen før et løb, hvor han taler med ham og taler hans chancer op og generelt viser sin uforbeholdne støtte.

Størstedelen af bogen er tilegnet det hold, Mørkøv kører på i dag, og det er godt. Vores erindring om hans seneste bedrifter er naturligvis stærkest, og det er her, vi har de friskeste billeder af ham i tankerne. Men bogens stærkeste side – udover de fine korte kapitler i slutningen med andres syn på ham – er hans egen langsomme erkendelse af styrkerne i den unikke rolle, han har på sit hold. Og så er det hans mange bedrifter, sejre og medaljer på bane, der giver os det sidste lille skub over målstregen.

Michael Mørkøv, det har været en fornøjelse at lære dig at kende.

Michael Mørkøv og Carsten Ritter: ”Min vej”, Forlaget Turbine, 344 sider, udkom juni 2022.

Læs også:
Chris Froome: The Climb
Carsten Ritter: Lars Bak – hjælperytteren
Chris Anker Sørensen og Allan Bo Andresen: Brødre på landevejen
Jakob Fuglsang: Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje