Lars Bak er en god dreng – om man så må sige. Silkeborgenseren er meget vellidt af alle ryttere i cykelfeltet, og han arbejder som en hest og er en af dem, der er med til at gøre selv de flade og normalt lidt mere kedelige dage værd at se på, når de store etapeløb kører over skærmen.

Danskerne, der har holdt sig på tilskuersiden af cykelsporten, har især siden 2012 set mere til Lars Bak, da det var året, hvor han skrev under med det belgiske Lotto-hold. Siden da har han kørt hvert eneste Tour de France og været den i særklasse vigtigste hjælperytter for særligt holdets sprinter-kaptajn, Andre Greibel.

Og det er her, nøglen til Lars Bak som person ligger gemt. Han er hjælperytteren. Han er der for andre. Og han kender, forstår og er hamrende dygtig til sin rolle. Derfor er det heller ikke spor underligt, at sportsjournalist Carsten Ritter har kastet sit blik i retning af lige præcis Lars Bak. Som fan af sporten gennem mange år ved han godt, hvor de vigtige kræfter i feltet ligger, og Lars Bak er én af dem. Godt set. Og ikke kun fordi han er dansker. Simpelthen fordi han er et klasseeksempel på, hvad en dygtig hjælperytter er.

Der har været omstændigheder omkring tilblivelsen af denne bog, der har været vanskelige at tackle, og det kan jeg som læser desværre godt mærke. Bogen springer en del i handlingen, hvilket normalt ikke behøver at være skidt. Det er dog lidt svært at beholde overblikket, når det handler om en bog om en cykelrytter, der gennem sin karriere kører på forskellige hold, har forskellige sportsdirektører og kører forskellige løb med forskellige holdkammerater i forskellige lande. Der er ikke meget andet lineært at gå efter i sådan en bog end måneder og årstal, så hvis forfatteren også vælger at lege lidt med det, så bliver det svært at holde styr på, hvor vi er og hvornår.

Men min store anke med denne bog om et absolut godt menneske er handlingen. Jeg er sikker på, at Lars Baks liv på landevejene har været pivhamrende spændende. Jeg er bare ikke blevet meget klogere på det, selv efter jeg har læst denne bog. Det er en meget stram fortælling, hvor der ikke bare er skyggen af konfrontationer med hverken holdkammerater, sportsdirektører, agenter eller andet. Og doping bruger han også kun en enkelt sætning på. Jeg er sikker på, at disse valg er ganske bevidste. De gør bare bogen mere uinteressant, når det, jeg som læser leder efter, er en beretning inde fra feltet.

Bogen er ganske godt fortalt. Det er tydeligt, at Ritter ved, hvordan man sætter ord sammen. Men det er som om, historien udebliver. Der er ikke engang nogle små, sjove anekdoter, vi kan glæde os over. Og på den måde bliver det lidt for meget en ’Så skete der det, og så skete der det, og så skete der det’-historie – blot uden andet end fakta. Og det ærgrer jeg mig som læser over.

Lars Bak – hjælperytteren, Carsten Ritter, People’s Press, 224 sider, 2018