Som titlen afslører, så er det sagens størrelse, der har været afgørende for at lige præcis denne narkosag har affødt en bog. Størrelse forstået på den måde, at de 13 ton hash som indsmugles, er den største mængde til dato herhjemme. Ikke den største sag i omfang eller antal sigtet. Hvem siger i øvrigt at 13 ton er rekorden? Er det ikke bare fordi de større smuglerlaster ikke er blevet afsløret?

Men bare fordi man smugler meget ind, er det ikke ensbetydende med at omstændighederne omkring forbrydelsen er specielt interessante. Kriminalsager er altid spændende, da de skiller sig ud fra hverdagen og fordi virkeligheden tit overgår fantasien og kriminalromanernes fiktion. Men jeg har svært ved at se, hvad der, udover den rekordstore mængde hash, hæver denne sag op over andre store narkosager. En meget stor mængde hash indsmugles og en mand bliver dræbt. Men derudover, hvad så?

Det kan dog bare være, at det er forfatteren, der ikke formår at bringe sagens særlige karaktér frem. For det er til tider meget trivielt og de spændende elementer fremhæves i meget ringe udstrækning. Bogen mangler således sjæl og prosa. Der er ganske enkelt for meget nøgterne telegrammer over det, som dem forfatteren skriver til daglig i sit arbejde som journalist på Ritzau. Den skriger på beskrivelser og levendegørelse af begivenhederne. Lad os føle, at vi er med i den gummibåd, der i ly af mørket smugler de 13 ton hash i land i Isefjorden. Lad os føle, at vi sidder med ved en af hovedpersonernes møde med den kinesiske mafia, triaderne, i Amsterdam. Og lad os få udpenslet samme persons bestialske drab i detaljer, så blodet sprøjter ud over siderne i bogen.

Bogen giver et meget godt billede af hvor kompliceret moderne politiarbejde er, når man skal opklare komplicerede sager som denne. For der laves enormt mange telefonaflytninger og overvågninger af personer, som muligvis har urent mel i posen undervejs i politiets opklaringsarbejde. En itureven lille seddel med et telefonnummer, der bliver fundet i en skraldespand på et hotel i Oslo er det, der får hele sagen til at rulle. For selv om nummeret ikke bruges længere, da politiet får kendskab til det, så kan de se hvem der ringede til nummeret da det blev brugt. Og de numre kan de aflytte samt andre numre, der ringer til de numre. Spændende at følge dette gravearbejde, men ikke nok til at bære den hjem.

I øvrigt stiller jeg mig kritisk over for om bogens titel er dækkende. Der planlægges en indsmugling af 500 kilo heroin, men det projekt bliver aldrig til noget. Og da hash ikke er et narkotikum men blot et euforiserende stof, kan man argumentere for, at overskriften på bogen er misvisende.

“Narko” er desværre mest af alt et vitaminfattigt retsreferat og ikke en krimithriller fra det virkelige liv. Tænd for CSI i stedet.

Willy Bangsholt, Narko – opklaringen af danmarkshistoriens største smuglersag, Lindhardt og Ringhof, 2010, 262 sider.