Amalie Smith: THREAD RIPPER
Hybridværket THREAD RIPPER er begået af renaissancemennesket Amalie Smith, som er noget så sjældent som en kombination af tekst- og billedkunstner. Hun er uddannet i 2009 fra Forfatterskolen og fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2015.
THREAD RIPPER, er en virtuos og flersporet fortælling om vævning på mange planer. Om nervevæv, bindevæv, drømmevæv, DNA-væv og strålevæv. Værket sender tankerne i retningen af Anne Boyers eminente “Beklædning imod kvinder”, der også bruger stoflighed som blandt andet metafor for og symbol på kvindesyn og kvindens status i det vestlige samfund.
I THREAD RIPPER inviteres vi til at betræde et storslået digitalt billedtæppe, som fortællerjeget arbejder på i 2010’erne. Samtidig med at hun helt konkret lader os følge den komplicerede proces, det er at væve et billedtæppe, væves der også i og med kærligheden og livet. På bogens ene side (den venstre), er det forfatterens personlige fortælling og indre liv, vi følger. På den højre side udfoldes vævningens interessante historie, fra dens storhedstid under den industrielle revolution og dens forbindelse med moderne teknolog til at være et uddøende erhverv. De to fortællinger er sat i hver deres skrifttype, mens sidetallet er det samme på begge sider. Det får vores blik til at springe fra side til side og de to fortællinger væves sammen af vores eget blik.
Reflektionen over altings sammenhæng flettes både klogt og finurligt sammen med den fascinerende beskrivelse af udøveren af et uddøende håndværk og erhverv, og læseren får den ene åbenbaring efter den anden. For eksempel er referencen til videnskabsmanden Ada Lovelaces (1815-1852) lynende interessante breve intet mindre end genial. Lovelace var datter af digteren Lord Byron og er hovedsageligt kendt for sit arbejde med at beskrive opfinderen Charles Babbages mekaniske computer. Lovelace pegede allerede under den første industrielle revolution på forbindelsen mellem computeren og væven.
Samtidig inddrages fortællingen om planternes enorme nervevæv, og forfatterens og kunstnerens arbejde med at få dem integreret i sin billedvævning. Således væves det digitale og det analoge sammen af nutidens billedvæver her på kanten af den fjerde industrielle revolution, hvor biologi og software mødes. Hold nu op, hvor er det genialt.
Amalie Smith: THREAD RIPPER, Gyldendal Hybrid, 108 sider, udkom 14. august 2020.