Det er sjældent, en debatbog introducerer et nyt begreb, som i sig selv er sigende, men Lars Olsens “Den nye ulighed” analyserer sig på glimrende vis frem til, at det danske samfund har udviklet sig til et fem-sjettedels-samfund. Et samfund, hvor det store flertal har det ufatteligt godt, men hvor et betydeligt mindretal er totalt hægtet af.

Olsen fokuserer med god ret på de femten procent af en ungdomsårgang, der vokser op med så markant ringere livschancer end deres jævnaldrende, og han formår gennem benhårde statistiske analyser at dokumentere nogle af de mekanismer, der så kynisk er døbt “den negative sociale arv”.

Og netop statistikken og de hårde fakta er uden tvivl det stærkeste i Olsens bog, og hans evne til at trække de væsentlige elementer frem og trække linjer på tværs af tallene og historien betyder, at Den nye Ulighed har fået en fast placering blandt de politiske håndbøger på nærværende signaturs bogreol.

Olsens væsentligste ærinde er at gøre det klart for enhver, at uligheden har ændret sig dramatisk. Førhen var skævheden materiel, men et halvt århundredes socialdemokratiske indsats har faktisk båret den frugt, at ingen børn i dag går sultne i seng, og ingen dansker behøver bekymre sig om, hvor morgendagens mad skal komme fra. Nej, uligheden handler om andet end penge: stabile rammer i familien, marginalisering på arbejdsmarkedet, og ikke mindst: uddannelse. At forældrenes uddannelsesniveau stadig har så afgørende betydning for børnenes chancer her i livet, er en sandhed, der ikke kan siges ofte nok, og det burde være det eneste, som socialt sindede politikere tænkt på dag og nat.

Desværre skæmmes Olsens bog af to forhold, som man sagtens kunne have været forude. Olsen har – som den journalist, han er – interviewet en række personer. Såkaldte “mønsterbrydere”, som med deres livshistorier forsøger at “sætte mennesker på” de tørre fakta. Problemet er her, at Olsens bog netop ikke handler om mønsterbrydere – og at eksemplerne faktisk næsten modsiger resten af teksten.

Tilsvarende med det afsluttende afsnit, hvor Olsen bevæger sig væk fra journalistens evindelige “sætten problemer under debat” til at forsøge sig udi gerningen som politiker. Her begår han en række helt elementære fejl, som desværre gør, at man som læser bliver mere irriteret end oplyst, primært fordi han ikke laver den klassiske “ikke-test” og spørger sig selv: “Hvem vil være uenig i det, jeg siger nu?”. Hvis man ikke kan finde andre end et par anarkister eller ultraliberalistiske klummeskribenter fra 180grader.dk, der kunne finde på at modsige sit synspunkt, så bør man overveje at droppe det.

Men de to første dele af bogen er så vigtige og gennemarbejdede, at de fortjener ikke blot at blive læst – men også at blive brugt både på Christiansborg, og ikke mindst af de mange hundrede kommunalpolitikere, der har ansvaret for vores skoler, daginstitutioner og sociale omsorg.

Lars Olsen: Den nye Ulighed, Gyldendal, 2007, 175 sider. Forfatterens hjemmeside: www.larso.dk