Så kom den endelig! Bind 3 ”Ligge i grønne enge” af Anne B Ragde.

Har du tidligere læst ”Berlinerpoplerne” og ”Eremitkrebsene” er der ingen vej udenom – så må du også læse ”Ligge i grønne enge”. Og hvis du ikke har læst nogen af bøgerne endnu er det bare om at komme i gang. Umiddelbart er min vurdering, at de to første bind er mere spændende end det tredje, men det udelukker ikke at læse “Ligge i grønne enge”.

Endnu engang samles familien på gården i Norge og alle har hver deres drømme og ideer for, hvad der skal ske med gården efter, at Tor har taget sit eget liv i stalden. Det er en familie med forventninger til hinanden, men da de fleste har svært ved at sætte ord på, hvad de mener og vil, er det vanskeligt at få det til at ende i lykke og idyl.

Vi følger således den 37 årige Torrun, som kæmper for at få en dagligdag til at hænge sammen på gården sammen med den efterhånden ret gamle og hjælpeløse farfar. Hun får praktisk hjælp af Kai Roger, som er interesseret i mere end blot gården og grisene. Vi følger også Margido og hans planer om at udvide hans bedemandsforretning og sidst men ikke mindst følger vi bøsseparret Erlend og Krumme på deres vej til at blive fædre.

Selvom omdrejningspunktet i familien er gården, grisene og en hundehvalp er der langt fra tale om en gang idyllisk Disney-fortælling. Tværtimod er der tale om elendighed, depression, fattigdom, og uindfriede drømme. Og det er nok netop det, som gør bogen realistisk og så forbandet virkelig.

Der er lagt op til, at det er sidste bind i triologien, men jeg får alligevel en fornemmelse af, at det sidste punktum måske endnu ikke er sat. Jeg har vel lov til at håbe.

Her kan du læse bogbloggers anmeldelse af ”Berlinerpoplerne”, som er bind 1 i triologien.

Anne B Ragde, Ligge i Grønne enge, Rosinante, September 2008, Oversat fra norsk af Karen Fastrup og Dorthe de Neergaard, 279 sider