// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Isabel Bramsen: Fredens logik
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Samfund

Isabel Bramsen: Fredens logik

Skrevet af den 2. maj 2026 – 07:58Ingen kommentarer

Er naturtilstanden krig og kamp? Er fred kun en midlertidig undtagelse? Det er ikke kun gamle Hobbes det kunne få den tanke, at krigen er menneskets egentlige, uregulerede væsen, for vi lever i en ustabil verden, hvor krigens logik ser ud til at have taget over.

Ukraine, Mellemøsten, oprustning, Trump-diplomatiet og fornuften ser ud til at have spillet fallit, mens våbnene taler og gammelt fjendskab blusser op igen. Det virker til, at verden gør sin ubønhørlige og uafvendelige vej mod krig og ufred.

Sådan behøver det ikke at være, og sådan behøver fremtiden heller ikke at blive, mener fredsforsker Isabel Bramsen. Selvom det ser sort ud nu, så kan vi lære af fortiden og forskningen, der er alternativ til krig, så længe der er mennesker, der insisterer på at holde dialogen åben og finde kompromisser i stedet for konflikter.

Fredens logik er Isabel Bramsens forsøg på at give freden en chance, og hun øser generøst af egne erfaringer fra sit liv og forskning, historiske eksempler og blander endda vores sangskat ind i det. Det gør Fredens logik til en letlæst bog om hvordan mennesker (en gang imellem) kan lykkes med at skabe fred, med ikke-vold bekæmpe undertrykkelse og derigennem give læseren en håndfuld håb mens nyhederne viser billeder af død og ødelæggelse.

Formatet er bogens styrke og svaghed. Bramsen kan sit stof, og hun har mange gode historier at bruge som eksempler også fra sit eget liv. Det gør den let at læse og få noget ud af, også for unge læsere og andre der ikke kan de sidste par hundrede års krige og konflikter på rygmarven.

Svagheden er dog, at det også kommer til at være meget anekdotisk om netop Bramsen selv, og at det dermed også bliver lidt løst i fugerne. Bramsen kan insistere på fredens mulighed alt det hun vil, men hverken Putin, Khameini, Trump eller Nethanyahu ser en egeninteresse i fred, så sker der ikke rigtig noget og på den måde underløber virkeligheden desværre bogens sympatiske hovedpointe.

Isabel Bramsen: Fredens logik. 225 sider, Peoples. Udkom 2. december 2025

Der er lukket for kommentarer.