// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Daniel Silva: Det stjålne mesterværk
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Agentroman, Roman, Spænding

Daniel Silva: Det stjålne mesterværk

Skrevet af den 30. april 2026 – 05:13Ingen kommentarer

Når jeg får en bog af Daniel Silva i hånden, glæder jeg mig helt automatisk. Ikke alene er det historiskbetinget i den forstand, at jeg aldrig har læst en dårlig Silva-bog. Men der er også en anden grund. Jeg er nemlig helt vild med hans gennemgående figur, den tidligere Mossad-agent Gabriel Allon, der i dag bor med sin smukke hustru i Venedig, hvor han restaurerer kunstværker. Og i ”Det stjålne mesterværk” bliver netop denne evne sat på en alvorlig prøve hos Allon.

Gabriel har fået til opgave at restaurere et af verdens mest kostbare malerier, mens hans arbejde bliver forstyrret, da et lige bliver opdaget i vandet ud for byen Venedig. Og pludselig er Allon viklet ind i en helt anden og meget spændende sag, hvor et tilsyneladende nyopdaget maleri af selveste Leonardo da Vinci dukker op og finder sin vej til det sorte marked.

Men hvad er op og ned i sagen? Er der virkelig tale om et maleri af den store da Vinci? Og hvordan er russiske oligarker, den napolitanske mafia og selveste Vatikanet indblandet i sagen.

Der er ingen tvivl om, at Silva er blevet inspireret af den sande historie om maleriet ”Salvator Mundi”, der i 2017 blev solgt for rekordbeløbet 450 millioner dollar hos Christie’s i New York. Historien om Salvator Mundi, som i øvrigt også er omtalt i bogen, er fascinerende, og selvom det nu er ejet af den saudiarabiske prins Mohammad bin Salman, så er der stadig tvivl om dets originale oprindelse.

Hele ”Det stjålne mesterværk” oser af de samme tanker og spekulationer, og det er herligt. Det gør historien både mystisk og dramatisk. Der mangler altså efter min mening absolut intet i handlingen, hvor vi endda også kommer til Danmark.

Silva skriver bare godt. Men det helt særlige denne gang er, at temaet er så aktuelt. Det giver os en ekstra indgang og en herlig krog til den virkelige verden.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg skriver det hver gang, jeg er blevet færdig med en Silva-bog, men jeg må bare sige, at du ikke går galt i byen med denne bog. Skal jeg forestille mig en bedre forårslæsning i solen, så får jeg reelle problemer. Det her er som skåret ned i din favoritstol, og det er lige før, der følger en gratis drink med. Nyd det.

Daniel Silva: ”Det stjålne mesterværk”, Forlaget HarperCollins, 350 sider, på dansk ved Nikolaj Kvistgaard Johansen, udkom marts, 2026

Læs også:
Daniel Silva: Døden i Cornwall

Daniel Silva: Den hemmelige orden

Daniel Silva: Den fremmede pige

Der er lukket for kommentarer.