// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Daniel Silva: Den hemmelige orden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Agentroman, Amerikansk, Krimi

Daniel Silva: Den hemmelige orden

Skrevet af den 22. maj 2021 – 04:59Ingen kommentarer

Den tidligere CNN-journalist slår til igen med et brag af en krimi, der med sine religiøse konspirationsteorier nærmest går Dan Brown i fodsporene. Men det er alt sammen lækkert og godt serveret.

Og heldigvis forlader Silva – ligesom Brown – ikke sin hovedperson. Igen er det nemlig den tidligere israelske agent, Gabriel Allon, der er i centrum for handlingerne, og han er så genialt formet en figur, at jeg efter hver Silva-roman glæder mig til næste gang, jeg skal med Allon på eventyr.

Denne gang starter det hele så godt. Gabriel er med sin hustru og deres børn taget på ferie i Venedig. Men da paven bliver fundet død, må Gabriel begive sig til Rom. Det er ærkebiskop Luigi Donati, der har brug for Gabriels hjælp, da han – modsat de mange trofaste katolikker – ikke tror på, at paven er død af et hjerteanfald. Donati mener, paven blev myrdet.

Men hvem i alverden skulle have interesse i at myrde paven? Og hvorfor vedrører det en tidligere agent, der tilhører den jødiske tro? Hvad er det, paven var ved at finde ud af, og hvem har prøvet at stoppe det skæbnesvangre budskab, der kan sætte spørgsmålstegn ved en af de mest skæbnesvangre begivenheder i menneskets historie?

Silva er genial til at bygge sine fortællinger op, så de både rummer menneskelighed og derfor genkendelse og samtidig accelererer sin handling, så jeg simpelthen har svært ved at lægge bogen fra mig. Og det er stort set, hvad jeg forlanger af en god krimi.

Når ”Den hemmelige orden” så oveni har en hovedhandling, der stiller spørgsmål ved noget, der hidtil har været fundamentale kendsgerninger, så er jeg helt solgt.

Du kommer til at læse denne bog ganske hurtigt. Ikke grundet indholdet. Men simpelthen fordi du vil have svært ved at lægge den fra dig. Og det er godt.

Daniel Silva: ”Den hemmelige orden”, Forlaget HarperCollins, Oversætter: Nikolaj Kvistgaard Johansen, 400 sider, udkom marts 2021.

Læs også:
Daniel Silva: Den fremmede pige
Daniel Silva: Den anden kvinde
Daniel Silva: Spionernes hus

Der er lukket for kommentarer.