Daniel Silva: Spionernes hus
”Spionernes hus” er Daniel Silvas bog nummer 17. Og jeg kan ganske hurtigt konstatere, at han ikke bliver ringere med årene. Alligevel er der noget meget ligetil over hans tilgang til sit forfatterskab. Lad mig forklare.
Mange forfattere er som udgangspunkt ganske filosofiske i deres måde at behandle emner på. Det er mest tydeligt i de klassiske værker, men vi kan også i dag konstatere, at der er en række store forfattere, der ikke alene behandler deres historier med stor integritet og dybde, men som også benytter sig af en skrivestil, der lægger sig op ad det mere filosofiske og ofte mere poetiske.
Daniel Silva er helt klart en mand, der tænker og føler. Men hans uddannelse og især hans fortid som journalist på den amerikanske tv-station, CNN, skinner meget klart igennem i hans måde at skrive på. Der er streget meget ud og strammet meget op, og han holder tingene simpelt og fortæller sin historie i øjenhøjde. Det betyder, at det rammer dig lige i mellemgulvet, og at du forstår det, han prøver at fortælle dig. Han forsøger på intet tidspunkt at gemme oplysninger mellem linjerne eller at have en skjult agenda. Og nogle gange er det bare lige, hvad jeg har brug for.
”Spionernes hus” handler om terrorisme i den moderne verden. Den handler basalt set om den gruppe, der kalder sig Islamisk Stat og deres grusomme handlinger mod mennesker i en del af verden, der for IS kun har et formål, nemlig at skulle indlemmes i et kommende verdensomspændende islamisk kalifat. Det skal vores hovedperson, Gabriel Allon, ny chef for den israelske efterretningstjeneste, nu hjælpe med at forhindre. Det lykkes ikke i første omgang, men jagten på terroristerne tager Allon til nye kontinenter og konfronterer ham med mennesker, han nok ikke havde regnet med ville være involveret i organiseret mord.
Bogen er godt skrevet, og jeg kan lide Silvas måde at gå lige i flæsket på sine læsere på. Han ved, hvad han ved. Han tænker klart. Han lader politik og filosofi være der, hvor det hører hjemme, og han behandler tingene, som ethvert almindeligt tænkende menneske ville gøre. Derfor ’connector’ han med millioner af læsere verden over. Derfor bliver han mere og mere populær. Og derfor er ”Spionernes hus” et brag af en fortælling.
Spionernes hus, Daniel Silva, HarperCollinsNordic, 462 sider, Marts 2018.